DBU giver genvalg til tidligere udtagne spillere

De 23 spillere, som oprindeligt blev udtaget til det danske fodboldlandshold, er igen blevet udtaget af DBU.

Simon Kjær og Kasper Schmeichel er igen udtaget til det danske fodboldlandshold. Foto: Carlos Barria/Reuters
Fodbold 7. september 2018 10:20 - Opdateret 7. september 2018 10:31

Dansk Boldspil-Union (DBU) har fredag udtaget 23 spillere til søndagens landskamp mod Wales.

Det er de samme 23 spillere, der tidligere er blevet udtaget, men endte med ikke at spille onsdagens kamp mod Slovakiet på grund af konflikten mellem DBU og Spillerforeningen.

Dermed er alle store stjerner med igen. Truppen tæller navne som Christian Eriksen, Kasper Schmeichel og Thomas Delaney.

Oprindeligt blev de 23 spillere udtaget mandag 20. august. De skulle have spillet testkampen onsdag ude mod Slovakiet.

Det endte de ikke med, da landsholdsspillerne og DBU ikke kunne blive enige om en ny aftale om vilkårene for at spille på landsholdet.

I stedet spillede 17 debutanter fra de lavere divisioner og rækker kampen for Danmark, som indkasserede et nederlag på 0-3.

Torsdag vendte vikarlandsholdet retur fra Slovakiet, og det var i første omgang usikkert, hvem der skulle spille søndag hjemme mod Wales.

Men sent torsdag aften blev Spillerforeningen og DBU enige om en ny midlertidig aftale, der kunne sikre afvikling af Wales-kampen.

Der skal forhandles videre om en ny permanent landsholdsaftale, og DBU oplyser, at parterne mødes på mandag.

Kampen mod Wales spilles søndag aften klokken 18 i Aarhus. Det er Danmarks første kamp i Nations League-turneringen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...