DBU holder billetkøbere hen: Først skal truppen på plads

Først når truppen er klar til Wales-kampen, vil DBU tage stilling til eventuel reduktion af billetpriser.

Spillerne fra vikarlandsholdet forlod torsdag eftermiddag Fodboldens Hus i Brøndby efter oplevelsen i Slovakiet. Tiden vil vise, om de skal i aktion igen søndag. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Fodbold 6. september 2018 15:41

Tilskuere, der har købt billet til søndagens landskamp mellem Danmark og Wales i Aarhus, må vente med at finde ud af, om de kan få pengene tilbage, i tilfælde af at det bliver det danske vikarlandshold, der møder op.

Onsdag før kampen i Slovakiet, hvor Danmark sendte et vikarlandshold på banen, meddelte DBU, at unionen først ville se på billetspørgsmål i forbindelse med søndagens kamp på den anden side af kampen i Slovakiet.

En kamp, som det slovakiske forbund valgte at sælge billetter til for blot en euro stykket som følge af den svage danske modstand.

Torsdag vendte det vikarierende landshold retur til Danmark, men billetkøbere til kampen søndag får heller ikke torsdag svar på, om de kan få alle eller nogle af deres penge tilbage for allerede købte billetter.

- DBU har modtaget mange henvendelser fra billetkøbere til Wales-kampen om en eventuel prisreduktion.

- Der vil blive meldt nyt ud om denne situation, når truppen til kampen er på plads, skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

DBU beklager situationen, men intet tyder på, at truppen til søndagens kamp er lige på trapperne.

Torsdag meddelte DBU-elitechef Kim Hallberg, at han har frem til lørdag klokken 23.59 til at få truppen på plads.

- Jeg skal overholde deadline fra Uefa lørdag aften klokken 23.59, hvor jeg skal trykke "send" på de 23 spillere, vi stiller med. Det bliver de bedste 23 af dem, vi har til rådighed, siger Kim Hallberg.

Truppen kommer måske på plads tidligere. Onsdag meddelte DBU i hvert fald, at unionen regner med at kunne præsentere nyt om truppen sent fredag.

DBU har tilsyneladende ikke opgivet at få de normale landsholdsspillere på banen til Nations League-kampen søndag, men unionen vil ikke forhandle mere med spillerne før den kamp.

Det slog DBU-formand Jesper Møller fast efter onsdagens kamp i Slovakiet.

- Vi har fra bestyrelsens side sagt, at så længe der spilles fodbold, så forhandler vi ikke. Der er givet et tilbud, som jeg håber, at spillerne vil tænke godt og grundigt over.

- Hvis ikke spillerne kan acceptere det tilbud, så har vi en alvorlig situation igen på søndag, for tilbuddet bliver ikke anderledes, sagde Jesper Møller onsdag.

Søndagens kamp mod Wales spilles i Aarhus.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...