DBU venter på afklaring i FCN-lejren

Økonomisk puslespil i kulissen skal på plads før ny dispensation eventuelt deles ud

AALBORG:Dansk Boldspil-Union (DBU) træder på sympatisk vis på bolden og holder fløjten lige i munden med hensyn til eventuelt at forlænge den dispensation, der har givet i forvejen alvorligt groggy FC Nordjylland ret til at bruge det umoderniserede og efter DBU-kravene mangelfulde Provstejorden som hjemmebane i 1. division i fodbold. Den nuværende dispensation udeløber 1. juli, og i går så Ejvind Næsborg, konsulent for DBU, nærmere på forholdene på Provstejorden sammen med blandt andre FCN-cheftræner Flemming Nielsen, Aalborg Chang-formand Bjarne Porsborg og John Holm Jensen, idrætskonsulent i Aalborg Kommune. - Vi har drøftet den situation, som klubben har med sin egen organisation og økonomi igennem, og det er kun rimeligt, at vi giver mulighed for, at den bliver løst eller afsluttet, inden vi tager stilling til, hvad der skal ske med selve stadionsituationen, siger Ejvind Næsborg. Højrisiko-kampene Der kæmpes i disse dage intenst i kulissen for at få en redningsplan på plads med Aalborg Chang, AaB A/S og en række investorer på plads, så det økonomiske fundament sikres til fodbold i landets næstbedste række - også efter sommerferien. Lykkes det, peger alt i retning af, at FC Nordjylland også i næste sæson - på en ny dispensation - kan spille langt de fleste af deres 1. divisionskampe på Provstejorden, mens såkaldte højrisikokampe mod eksempelvis en modstander med en stor tilhængerskare sandsynligvis flyttes til Aalborg Stadion. Klar udmelding - Højrisikokampe kan ikke spilles på Provstejorden under de nuværende forhold, og selv om vi nu giver Aalborg Chang og FC Nordjylland lidt tidsmæssig elastik til at få en afklaring omkring organisation og økonomi, så skal en løsning på problemet med højrisikokampe i givet fald findes i et samspil mellem klubben og Aalborg Kommune, fortsætter Ejvind Næsborg. Han understreger, at de eksisterende forhold på Provstejorden typisk ikke er til 1. divisionsfodbold. De samme mangler blev fra DBU-side påpeget sidste år, og der er stort set ikke sket forbedringer siden. Det drejer sig blandt andet om lysanlæg til aftenkampe, tilskuerpladser med siddepladser, manglende afskærmning blandt tilskuerne, parkeringsforhold, toiletforhold samt en manglende beredskabsplan for området.