EMNER

DcH Dronninglund vært for DM

150 personer bliver involveret i arrangementet

Der er stor aktivitet i DcH Dronninglund. Her er det et hold unghunde, der har afslutning. Foto: Ole Torp

Der er stor aktivitet i DcH Dronninglund. Her er det et hold unghunde, der har afslutning. Foto: Ole Torp

DRONNINGLUND:Der bliver masser af liv af hunde, hundeejere med flere. Danmarks Civile Hundeførerforening er i weekenden 20.-21. september arrangør af DM.

Det er første gang klubben er vært for DM, og der skal inddrages ca. 150 personer for at afvikle mesterskaberne. Det sker ved Dronninglund Gymnasium.

- Vi kan slet ikke være på vore arealer i Hjallerup. Her er der ikke faciliteter nok, fortæller Anette Christensen, der har en række poster i DcH Dronninglund. Blandt andet pr-formand, bestyrelsesmedlem, rallydommer, rally- og lydighedstræner.

Ved DM dystes der i lydighed i klasserne C, B, A og E samt i IPO (der ligner politihundearbejde), agility, rally samt prøver i spor.

- Der vil hver dag være omkring 1.000 hundefolk, foruden publikum. De kommer fra hele Danmark.

- Hundene kvalificerer sig til DM, og der sker først udtagelse en uges til før DM.

DcH Dronninglund må trække på andre klubber i den nordjyske DcH-kreds.

- Det har ikke været noget problem at få folk til at hjælpe, fortæller Anette Christensen.

Der er solgt foreløbig 20 stande med alt fra hundefoder, massage til hunde, hundeforsikringer, massage til mennesker med mere.

DcH Dronninglund har lagt billet ind på DM.

- Vi mener, at det er en opgave, vi kan løfte. Det er en krævende, men også spændende opgave. Forberedelserne har stået på siden i fjor.

DcH Dronninglund tæller 206 medlemmer, og klubben er dermed én af de store klubber i Nordjylland.. Klubben er fra 1987, og den flyttede i 2000 til markedspladsen i Hjallerup.

- Her har vi en lejeaftale med markedet frem til 2020, fortæller Anette Christensen.

- Et af de store ønsker er et nyt klubhus. Det nuværende er for lille og slidt ned, bemærker Anette Christensen.

DcH Dronninglund har for tiden en række hold i gang. Der er et hvalpehold foruden hold inden for forskellige klasser.

Selv har Anette Christensen været aktiv i DcH Dronninglund siden 2006. Hun kommer fra Schæferhundeklubben.

Hun har for tiden ingen hund, men skal have en til sommer.

- Jeg kan ikke undvære hund. Jeg er nærmest opvokset med hund, fortæller hun.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.