Gymnasiale uddannelser

De 160 nærmeste

- Jeg troede, der kom 20 eller 30.

Gymnasiets hal var fyldt op, da Per Kirkebys nærmeste venner i området kom til reception for hans bog.Foto: Martin Damgaard

Gymnasiets hal var fyldt op, da Per Kirkebys nærmeste venner i området kom til reception for hans bog.Foto: Martin Damgaard

Bemærkningen kom fra en besøgende på Vesthimmerlands Gymnasium, hvor der var lukket reception for en ny bog om Per Kirkeby og hans kunst til stedet. Han var ikke den eneste, der var overrasket over, hvor mange venner den internationalt kendte kunstner har i området, for de fyldte hele hallen i gymnasiet, hvor der var sat borde og buffet frem i anledningen. Kunstneren var der selv og flere af hans nærmeste venner og samarbejdspartnere gennem de mange år, hvor det næsten er blevet en selvfølge at se mange af hans arbejder i Aars. - Vi blev ikke glemt, da Per blev internationalt kendt som kunstner. og det er vi taknemlige for, sagde rektor og vært Kirsten Holmgaard blandt andet i sin tale til den store forsamling. Kunstneren selv sad i mørkt, diskret tøj på en af de fjerneste pladser fra talerstolen og faldt i et med murstenene. Så godt man nu kan, når alle ved, hvem man er. Et enormt maleri hænger i den ellers kedelige trappeopgang. Et søjleparti bløder op på den funktionelle indgang. Og et observatorie og tilhøre murstensskulpturer ligger i en lille have bag gymnasiet, mens det nye musikhus ligner en sidefløj. Per Kirkeby er umulig at overse på gymnasiet. Og det de fleste glade for. - Der står respekt om det. Der har aldrig været nogen form for hærværk mod maleriet. Og det, at han har lavet så meget her, har fået os placeret i en del kunstbøger. Vi får mange gæster, der skal se hans værker, fortæller rektor Kirsten Holmgaard. Selv om virkningen af kunst er svær at sætte ord og tal på, ville hun nødigt undvære den. - Maleriet kaster stemninger ud i rummet, der ellers ikke ville have været der, og stemningerne ændrer sig med lyset. Det sætter også en standard for vores vedligeholdelse af gymnasiet, at der er kunst her. Havde vi ikke den kunst, tror jeg bare, der ville have været tomhed i stedet for, vurderer hun.