Ældreforhold

De ældre vil til tasterne

Ældre Sagen har ventelister til sms-kurser, men i Nordjylland er lokalafdelingerne først ved at omstille sig til nye tider

NORDJYLLAND:De ældre har luret, at navlestrengen til nutidens børn og unge stadig eksisterer i skikkelse af en bitte elektronisk kasse, der konstant er tændt og inden for rækkevidde. Ligeledes udstyret med en mobiltelefon kan de hele tiden komme i kontakt med poderne, som ikke har noget imod at sende nogle hurtige og uforpligtigende beskeder til farmor. Men først skal de ældre tilegne sig den moderne tastekunst. - Interessen er meget stor. De synes, det er sjovt, men også meget, meget svært, fortæller Brita Flex, IT-konsulent hos Ældre Sagen. Foreningens lokalafdelinger har derfor oprettet sms-kurser for at imødekomme det stigende behov. I København er der to af slagsen og ligeledes i Århus, hvor fire ældre står på venteliste. Anderledes står det til Nordjylland. Her er lokalafdelingerne først ved at forsøge at arrangere sms-kurserne, der i så fald skal tilbydes i det nye år. Afdækker behovet - Arbejdet foregår efter frivillighedsprincippet, og vi skal først have afdækket behovet. Men det virker umiddelbart som om, det er til stede, siger Niels Vierning, IT-koordinator og kontaktperson for Ældre Sagen i Nordjyllands Amt. Det er også erfaringen hos formanden for lokal-afdelingen Hobro-Nørager, Chresten Pejstrup. - Vi har fået omkring 10 henvendelser fra især de kvindelige medlemmer. De unge mennesker kører jo i dag deres liv igennem mobiltelefonen, og hvis man ikke kan henvende sig på den måde, er man udenfor, siger han. Planen er, at medarbejderne i den lokale telebutik skal indføre de ældre i sms-sprogets verden. De bestræbelser er dog blevet forsinket på grund af et ejerskifte. - Man kan også bede nogle elever fra en ungdomsskole eller gymnasium om at hjælpe. Så får de ældre også et hyggeligt samvær med den unge generation, anbefaler Brita Flex. Hun oplever sommetider, at det er mobilernes små skærme og tastaturer, der volder kvaler. - Hvis ens fingre er lidt stive eller synet skidt, kan det blive svært. De fleste klør heldigvis på med krum hals og forsøger en masse gange. Og så lige pludselig sidder det bare automatisk i fingrene, siger Brita Flex.