De andre er heller ikke geniale

Lykke Friis drives af en voldsom nysgerrighed og begejstringen for Europas udvikling

KØBENHAVN:Da Berlinmuren faldt i 1989, var Lykke Friis i gang med sit andet år på Statskundskab. Det var afgørende. Også for hende, for det bekræftede hende i, at hun havde valgt den rigtige retning. - Min interesse er møntet på mennesker. På kød og blod. Det er jo ikke stemmevægte, suspensionsklausuler og traktatgymnastik, der tænder mig, men mere hvor EU og Europa er på vej hen. Der skete en masse spændende europapolitisk, mens jeg studerede, så undervisningen var altid højaktuel, forklarer hun. Begyndelser pirrer Lykke Friis har altid vidst, at hun ville beskæftige sig med Europa. Som barn af en tysk mor gik hun på dansk-tysk skole i København og kørte på familieture igennem Østeuropa. Hun havde opdelingen, udviklingen og den senere genforening tæt inde på livet. I alt, hvad hun senere har kastet sig over, har Europas udvikling været omdrejningspunktet. Og der har været tryk på. Hun imødekommer selv spørgsmålet om, hvordan hun i en alder af 34 år har nået både at være forskningschef og seniorforsker ved det nu hedengangne udenrigspolitiske institut, DUPI, ivrig forelæser og debattør, tv's favorit-EU-kommentator og nu europapolitisk chef for Dansk Industri. - Jeg er utrolig nysgerrig. Hvad er der rundt om hjørnet? Jeg vil hellere komme rundt om mange forskellige hjørner, end jeg vil gå efter en eller anden bestemt post. Jeg er ikke synderligt statusbevidst. Jeg har heller ikke noget imod at starte forfra. Mange siger: Gud, kan man forlade forskningsverdenen? Nu har du jo lige arbejdet dig op. Men hvorfor egentlig ikke? Det er min erfaring, at det der med at prøve noget forskelligt, det er også det, der udvikler en. Er man begyndt tidligt, kan man måske tillade sig at lege lidt mere, siger hun og forklarer, at det også forudsætter, at man tør opsøge de chancer, der byder sig. Jeg - en junkie Det gør Lykke Friis. Hun føler sig, med sine egne ord, som lidt af en udviklingsjunkie. - I Danmark har vi ofte en tendens til "siloer". Vi vælger nærmest én gang for alle, hvilken silo vi skal sidde i - forskning, politik eller interesseorganisationer. I USA er der langt mere vekselvirkning. Der er det helt normalt, at en forsker tager en tørn i centraladministrationen for så at vende tilbage til skrivebordet på universitetet. Det kunne vi godt lære lidt af i Danmark, forklarer hun. Miss Speaker Som de fleste andre mennesker har EU-eksperten også svage sider. Dem arbejder hun bevidst med og er overbevist om, at den indstilling har ført hende langt. Det irriterer hende gevaldigt, at det til internationale konferencer som oftest er mænd, der rejser sig op og deltager i debatten. Derfor har hun gjort det til en regel bevidst og konstruktivt at arbejde med at markere sig og deltage aktivt. - Det gør selvfølgelig også, at jeg lytter på en anden måde. Jeg er mere på, og så får jeg jo som oftest også et hav af andre kontakter, fordi jeg er med til at starte en debat, og folk kommer over i pausen. Jeg tror, at det er kolossalt vigtigt, at man virkelig arbejder med at komme ud over rampen. Jeg har altid været meget talende, men jeg er altså ikke født til at stille mig op i en forsamling, eller sætte mig i et tv-studie for at skulle gennemgå noget. Det er som alt andet svært til at begynde med, men så tænker jeg på det tyske ordsprog, der siger: "Die anderen kochen auch nur mit Wasser" - De andre koger også kun med vand - Altså, de er jo heller ikke dybt geniale, vel. Det er simpelthen bare om at komme ud over stepperne og få det gjort. Evig forandrig Lykke Friis lægger vægt på hele tiden at udvide sine kompetencer. Når det er sagt, mener hun også, at det er vigtigt at kunne fokusere. - På et tidspunkt kom jeg til en fase, hvor jeg sagde: Nu har jeg fået sat nogle kompetencer op på hylderne. Hvad er det så, jeg er bedst til? Det kræver mod at holde fast i sine spidskompetencer og sige til det sted, man er ansat: Jamen, det er sådan set det, jeg er god til. Jeg er ikke speciel god til at lave lange økonomiske analyse, det erkender jeg blankt. Men så må jeg også sige, at jeg vil være dér, hvor man rent faktisk lægger vægt på det, jeg så kan, frem for det, jeg ikke kan. Hun arbejder meget, men føler sig til gengæld privilegeret, fordi hendes mand tager slæbet på hjemmefronten med madlavning og indkøb. Fordi hun endnu ikke har børn, behøver hun ikke nødvendigvis at være hjemme på et bestemt tidspunkt. Det gør det til en vis grad også vanskeligt at styre, erkender hun, for hun kan hurtigt blive grebet af et eller andet, eller lige tage til et ekstra møde. Distance til jobbet Lykke Friis rammes også af arbejdspres, det medgiver hun. Særligt, når hun skal levere noget hurtigt. Men stress vil hun ikke kalde det. - Jeg tror, at man kan undgå stress ved at have en distance til sit job. Det kan selvfølgelig lyde absurd, når man er dybt engageret i det, man laver. Men jeg tror, at det er sundt at kunne sige: Herregud, det er jo trods alt kun et job. Ofte når man reflekterer over det, finder man også ud af, at verden som regel ikke går under, hvis man flytter en opgave. Men det kræver evnen til at kunne sige nej. - I begyndelsen blev jeg hurtigt flatteret over, at andre vil høre på, hvad jeg har at sige. Når man er nysgerrig, så er alt jo spændende. Kan du ikke lige skrive en analyse om det? Jo, det vil jeg da meget gerne, svarede jeg. Men tingene bliver kun sjove, og man har også kun det mentale overskud, hvis der er plads til, at du kan lege lidt. Ellers mister man gejsten, siger hun, og indrømmer, at det for hende alligevel er et konstant nytårsforsæt at sætte tempoet ned og have mere tid til familie og venner og til at lave andre ting. - Det er en evig kamp.