De ansatte skal prøve grænser

Dronninglund 12. juni 2003 08:00

BRØNDERSLEV: Fredag bliver en noget anderledes dag end alle andre for alle ansatte på virksomheden AP-Facader på Industrivej i Brønderslev. Der afvikles nemlig over middag en motions-, inspirations og grænseoverskridende tur. Turen går til området ved Rosenholthytten i Dronninglund, hvor aktiviteterne afvikles. Deltagerne får en let frokost, og den består selvfølgelig af sund mad. Derefter går det løs med aktiviteter i naturen. Kontorassistent Helle Essenbech, der har stået for det praktiske, fortæller, at en del af programmet er hemmeligt, men hun forsikrer, at det bliver en spændende dag. - Vi skal ud på en motionstur, der er fysisk grænseoverskridende. Og ideen er, at vi alle skal lære andre fra virksomheden at kende - på en anden måde, fortæller Helle Essenbech, der oplyser, at montører, værkstedsfolk og kontorpersonale skal med. Arrangementet gennemføres i samarbejde med Sundhedscentret i Brønderslev. Der er bevilget penge fra en sundhedspulje til projektet. Omkring 40, og det er næsten alle de ansatte i Brønderslev, deltager i arrangementet, der slutter med grillaften på AP-Facader.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...