De både skriver og udøver

Danske Scenekunst Forfattere er fællesbetegnelsen for medlemmerne af et nyt fagligt forbund. Det hjandler om scenekunstlitteraturen, der har oplevet en voldsom vækst i de senere år: - Der bliver fortalt historier, løjet, rappet, digtet, rimet, remset, læst, råbt og påskrevet, når Danske Scenekunst Forfattere i skikkelse af rappere, poetry-slammere, performance poeter, stand-up og komedie digtere, historiefortællere, impro-folk og litterære entertainere i enhver tænkelig afskygning formidler deres kunst som både skabere og udøvere i krydsfeltet mellem litteratur og teater", hedder det i forbundets nyhedsbrev. Scenekunst Forfatteren er skabende kunstner når materialet skrives og udøvende performancekunstner eller skuespiller, når værket fremføres og fortolkes, og placerer sig således solidt i egen ret mellem litteratur og teater, nemlig i scenekunstlitteraturen, hedder det. Hidtil har kun de traditionelt publicerede forfattere kunnet organisere sig professionelt i en af de to eksisterende forfattersammenslutninger, Dansk Forfatterforening eller Danske Dramatikere. Forbundet Danske Scenekunst Forfattere vil om kort tid holde stiftende generalforsamling.