EMNER

De bliver ved med at danse afrikansk

Dansegruppen Pole-Pole i Skørping har nu holdt sammen i 10 år

SKØRPING:Der er hverken afrikanere eller mænd med i den afrikanske dansegruppe Pole-Pole fra Skørping. Det er nu ikke med vilje, sådan er det bare blevet. Til gengæld har gruppen vist sig usædvanlig levedygtig og kan i denne weekend fejre 10 års jubilæum. - Vi har haft enkelte mænd med i perioder, også en afrikansk mand, men ellers har det været en ren kvindegruppe, selv om det faktisk ikke har været meningen. Det er ikke noget, vi har bestemt. I andre grupper, vi kender, er det for eksempel tit mænd, der spiller trommer. Men det gør vi selv, siger Mette Rømer, som samlede gruppen i 1993 sammen med Lene Grønbech. De to musikpædagoger fra Skørping havde været på et højskolekursus i afrikansk dans. - Det blev vi helt bidt af, fortæller Mette Rømer, som sammen med kollegaen straks tog initiativ til at fortsætte dansen derhjemme. I begyndelsen mødtes de 15-20 dansere kun engang imellem, måske hver tredje måned, i en weekend på den daværende daghøjskole i Korup. Dengang havde de altid en instruktør udefra, og flere gange var det afrikanske Said fra Kenya. Mette Rømer og Lene Grønbech deltog hver sommer på en afrikansk danselejr, og på et tidspunkt syntes de, at de havde lært så meget, at de godt selv kunne overtage undervisningen. Aktiviteten flyttede til Skørping Skole, og gruppen begyndte at mødes en gang om ugen. - Det begyndte at tage mere form, og kernen af medlemmer blev også mere fast og stabil. Det er simpelt hen dejligt, det har givet ro, siger Mette Rømer. Af de oprindelige 15-20 dansere er der nu kun tre-fire tilbage, men de 25 nuværende medlemmer holder til gengæld godt ved. Det har oven i købet været nødvendigt at sætte et loft på de 25 og oprette en venteliste for et stykke tid siden. Aldersspredningen er fra 24 år til over 50 år. - Gruppen begyndte også på et tidspunkt at få lidt mere socialt over sig og dannede andre grupper, for eksempel en livsgruppe, fortæller Mette Rømer. I februar var der oven i købet otte af gruppens medlemmer, der sammen tog på en studietur til Gambia og blandt andet fik danseundervisning på stranden. - Det har virkelig givet en vitaminindsprøjtning, som også har smittet af på de andre, der ikke var med. Vi mødte for eksempel også nogle svenske piger, som vi nu holder lidt sammen med, siger Mette Rømer. Skørping-gruppen kunne også mønstre 13 deltagere på denne sommers afrikanske danselejr Utamaduna på Djursland og optrådte med frisklærte danse fra Gambia og i nye blå dragter af gambisk stof. Pole-Pole er gennem årene blevet inviteret til at optræde i mange forskellige sammenhænge, blandt andet ved en sygeplejerskekongres i Aalborg, folkedansernes himmerlandske sommerstævne, kulturnat i Mariager og naturligvis til de årlige Marigat-dage i Skørping, hvor Internationalt Landsby Samarbejde i Skørping fejrer deres venskab med den kenyanske landsby Marigat. I går var de egentlig også inviteret ud for at optræde, nemlig til 20 års jubilæet i Internationalt Landsby Samarbejde i Bælum, som har venskabslandsbyen Nyandiwa i Kenya (beskrevet i avisen i går, red.). Men da måtte Pole-Pole melde afbud, fordi de skulle fejre deres eget 10 års jubilæum med en workshop om dagen og fest om aftenen på Ottrupgård i Skørping, hvor dansegruppen plejer at holde sine afslutningsfester.