De boede på store sovesale

Per elsker at sidde på skødet og har her valgt at sidde hos Merethe Jensen. Foto: Henrik Bo

Per elsker at sidde på skødet og har her valgt at sidde hos Merethe Jensen. Foto: Henrik Bo

Han er stoppet op, står i kanten af grusvejen og kigger. Løfter hånden. Han vinker hjerteligt til bilen, der langsomt ruller forbi. Han er en af beboerne på Åndssvageforsorgen i Hammer Bakker og scenen udspiller sig for 30 år siden. Dengang man som udviklingshæmmet var åndssvag. Mange byboere har gennem tiderne vinket uden at vide andet og mere. Det var dengang, udviklingshæmmede boede på store institutioner i smukke omgivelser. Som i Hammer Bakker med sovesale, spisesale og ingen privatliv for den enkelte. Det fandtes ikke. Frank, Per, Torben og Anders har boet der. Gemt væk, vil nogle i dag sige. Det vil Per Andersens mor, Inger Andersen. Per er 42 år i dag og har de seneste tyve år boet på Boformen Hadsundvej 2b i Terndrup. I 1974 kom han som otteårig til Hammer Bakker og skulle bo der. 20 personer i en sovesal - Det mindede om et hospital, husker Inger Andersen. - Det var som om, samfundet ville gemme dem væk. De måtte ikke ses. - Der var meget uro, fordi institutionerne var så store. De sov 20 personer sammen i en sovesal. Tøjskabet var ude på gangen, og det var tilfældigt, hvad den enkelte fik på af tøj. Og der var lange gange. - Der var ingen ro og intet privatliv. Og slet ikke den opmærksomhed, der er i dag. - Dengang kunne Per finde på at rive store totter af sit hår, forklarer Inger Andersen. Forstander på Hadsundvej 2b, Stig Harrington, kan også huske, hvordan det var i gamle dage. - De skulle bo i smukke omgivelser, reflekterer Stig Harrington. Han blev ansat på statens Åndssvageforsorgen i Hammer Bakker i 1969. Stig Harrington vil gerne fortælle om dengang, selv om det også er svært for ham. At huske tilbage på tider med alt for lidt medmenneskelighed og alt for meget afstraffelse. - Det var en overlæge med pligt i forskning, der dengang var chef for mig, siger Stig Harrington. Chefen var en overlæge, fordi man dengang mente, at udviklingshæmmede var uhelbredeligt syge. De skulle blot plejes. Kæft trit og retning - De ansatte var plejere. Vi skulle pleje, klare de daglige behov, holde opsyn, siger Stig Harrington. Noget af det Stig Harrington husker er, at de gjorde, hvad de kunne for, at hverdagen blev så god som muligt. De fleste altså. Der var også nogle, der udelukkende var til kæft, trit og retning. - Vi var tre-fire ansatte om morgenen om cirka 40 beboere og tre-fire ansatte om aftenen til samme. Om morgenen skulle vi bade alle, og de skulle have tøj på. Nogle af dem skulle vi spænde op. De lå fastspændt, fordi de var urolige om natten. De var bæltefikseret - ordineret af lægen. Nogle fik det ordineret hver nat. Og nogle af dem blev også spændt fast om dagen. De var utrygge, når de ikke var fikseret - fordi de var spændt fast det meste af tiden. Man kunne ikke være om hver enkelt, men måtte sende dem i hold ned til baderummet. Tre-fire stykker ad gangen. Det var meget fabriksagtigt på mange måder, husker Stig Harrington og kan ikke lade være med at blive berørt. Berørt af at det var sådan. Berørt af at tale om det. - Når man kommer ind sådan et sted, prøver man at gøre det så godt som muligt og vil gerne gøre noget godt. Ingen stillede spørgsmål til, hvad der foregik. Sådan var det. Det var en anden tid. Beboerne skulle ikke udvikle sig. Og det skulle personalet heller ikke. - Der var masser af søde mennesker, som ville beboerne det bedste. Men det var svært under de kummerlige forhold. Pip-celler - På nogle afdelinger var det et aflåst rum, en såkaldt “pip-celle”, som en beboer blev smidt i, hvis en læge beordrede det. Det var sandsynligvis af sikkerhedsmæssige årsager - af hensyn til øvrige beboere og af hensyn til personalet. - De svage beboere var fortabt i det system, fortæller Stig Harrington. - De måtte tage imod og tåle folks lune. Så som at blive sendt i seng midt om eftermiddagen med et drag over nakken og en nedværdigende behandling. - Når der var spisetid, var det svært. Sidemanden kunne finde på at tage maden fra ens tallerken. Hver især lærte at skovle hurtigt i sig. - Det var på mange måder et spørgsmål om at overleve, fortæller Stig Harrington. Det var helt i tidsånden. Nye vinde Men der skete et skifte i 1970’erne. - Det blev forbudt at afstraffe. Der kom nye tanker til, og man begyndte at sende beboerne i skole. Kvantespringet kom, da amterne overtog institutionerne. Overlægevældet ophørte med et slag. - Det betød også, at beboerne i Hammer Bakker blev flyttet ud i små boenheder. Pædagogerne tog over. Det var en stor omvæltning, fortæller Stig Harrington, der var heldig at få job på en af de første afdelinger, der flyttede ud fra Hammer Bakker til børnehjemmet Sneppen i Klarup. Han bryder sig ikke i dag om at vende tilbage til de gamle bygninger. - Jeg kan stadig se og høre, det jeg oplevede i det hus for længe siden. Selv om det er ganske irrationelt, for der er en glimrende stemning i dag. Huset er bygget om til beskæftigelse for mange mennesker, siger Stig Harrington. Hvordan Eilif, Per, Anders og Frank har haft det i Hammer Bakker ved han ikke. - Måske ville nogle af dem have haft et sprog, hvis de var vokset op i en anden tid. Måske ville de kunne noget mere. Og føle det anderledes, siger han. Han ved, at det har taget sin tid at få dem til at stole på, at det er helt ok at sige nej. At der bliver lyttet til det. At de kan føle sig trygge. Nogle ting fra dengang hænger måske alligevel ved. Ingen af dem udtrykker smerte. - Jeg ved jo ikke, om de har lært at undertrykke det så meget, at det ikke kan ændres, forklarer Stig Harrington. Stor omvæltning For Pers mor, Inger Andersen, betød flytningen fra Hammer Bakker til Terndrup en kæmpe omvæltning. - Der er fred og ro her. Og der er et personale, som holder af dem. - Deres holdning er, at det er beboernes hjem. Dem der bor her. De ansatte er her for at hjælpe dem. - Det betyder rigtig meget, at de kender beboerne. Og at der ikke bor flere her. - Samtidig er atmosfæren god. Det er så trygt. Her er ingen voldsomme beboere. Det betyder meget, for Per ville ikke kunne gøre noget ved det. - Førhen kunne Per finde på at rydde hylderne. Det gør han ikke i dag. Personalet møder den enkelte beboer på beboerens præmisser, der hvor den enkelte er i udviklingen. Det er vigtigt, og det er jeg glad for. De gør også meget ud af at sætte nye ansatte ind i, hvad der er fokus på. - De små boenheder er langt at foretrække. - Jeg håber meget, at Per kan blive boende her, og han ikke skal flytte igen. Det er så vigtigt, at personalet kender ham. Og så er det en god gruppe af beboere, der passer sammen. Samme aldersgruppe og de har alle behov for lidt ro. Et ønske kunne være, at Per ikke var nødt til at skulle i A-huset så lang tid ad gangen. Per tager af sted klokken otte om morgenen og er hjemme igen klokken 16.00 om eftermiddagen. - Det er godt, han kommer ud hver dag til beskæftigelse. Ligesom andre. Men dagene kan nemt blive for lange for ham. Han er træt, når han kommer hjem, synes Inger Andersen. Per har som de andre en hjemmedag hver anden uge. Flere hjemmedage og kortere arbejdsdage er på ønskesedlen, men det kan ikke hænge sammen personalemæssigt. Det kan mærkes på Hadsundvej 2b. Førhen var der ofte hygge til 21-22 tiden om aftenen. Nu melder trætheden sig allerede ved 20-tiden eller før. Det er også en af grundene til, at Per ikke længere kommer på aften besøg hos sin mor og far i Hadsund. - Han er for træt, siger Inger Andersen. Det bliver derfor til besøg i weekenden. Og når Inger Andersen har sagt farvel til Per efter et weekend besøg, er hun tryg. - Jeg er aldrig mere bekymret, understreger Inger Andersen.