Frederikshavn

De bor på en byggeplads

Et par fra Engparken i Frederikshavn er stærkt utilfredse med de forhold, de skal bo under, mens en renovering står på

50-årige Kim Kristensen har boet i lejligheden i syv år. Han håber på huslejekompensation for parrets oplevelser gennem november og december måned.
50-årige Kim Kristensen har boet i lejligheden i syv år. Han håber på huslejekompensation for parrets oplevelser gennem november og december måned.

FREDERIKSHAVN: Da renoveringen af Engparken i det vestlige Frederikshavn blev en realitet, var det en god nyhed for beboerne. Men nu er arbejdet i gang, og nogle af beboerne i Engparken ser det som alt andet end en glædelig oplevelse.

Hos Kim Kristensen og Maj-Britt Kristensen flyder der rockwool over hele køkkenet. Gulvet er revet op i gang og dækket med plastik. Badeværelset kan ikke bruges - der skal bruges toiletvognene, som er i gården. Selve lejligheden kan ikke varmes op, da der er konstant træk af koldt luft.

Håndværkerne er i fuld gang med at renovere lejligheden. Gennem november og december har de været i gang, og forholdene i lejligheden har ikke været optimale i den periode. Det mener parret i hvert fald ikke.

Deres ting ødelægges

Vi sidder i parrets stue. Bag plastikforhænget er håndværkerne i gang. Kim Kristensen stopper ofte op, når han forklarer om deres situation. Larmen fra hamren og boren i lejligheden gør, at samtalen må på standby.

Men det er ikke larmen, som er det reelle problem.

Flere af deres ejendele er blevet ødelagt under renoveringen. Køleskabet er bulet, mikroovnen er kortsluttet, og skabe samt reoler er hårdt medtaget. Det har de fået at vide, at de får kompensation for ved renoveringens afslutning.

De fleste af parrets ejendele fra køkken, badeværelse og gang er stoppet i store flyttekasser, som en stor del af stuen.

Genhusning kan ikke betale sig

I morgen - fredag - skal håndværkerne være færdige i Kim Kristensen og Maj-Britt Kristensen lejlighed.

- Vi ville jo gerne genhuses, men det kan ikke betale sig nu. Jeg håber bare, at resten af Engparken kan undgå at opleve det her, siger Kim Kristensen.

I stedet håber Kim Kristensen på at få kompensation for november og december, hvor renoveringen har foregået over en måneds tid.

Men det kan være en hård kamp. Adskillige beboere fra Engparken har allerede - i maj - skrevet under på en underskriftindsamling for huslejekompensation ved renoveringen.

En anden beboer i Engparken er Brit Johanne Kleving. Hun tog forud for renoveringen initiativ og samlede underskrifterne.

Knap 100 beboere skrev under, men det resulterede kun i et afslag fra Boligforeningen Vesterport.

Nu er arbejdet i Engparken i fuld gang, og både huslejekompensation samt genhusning er blevet et større emne blandt Engparkens beboere.

Direktør: De har selv valgt det

Hos Boligforening Vesterport fortæller direktør Steen Møller Andersen, at Engparkens beboere selv har stemt for en helhedsplan. Den omfatter hverken genhusning eller kompensation for huslejen.

- Afdelingen har stemt ja til den fremlagte helhedsplan. En del af den var, at man ikke skulle genhuses, siger Vesterports direktør.

Helhedsplanen omfatter renoveringens indhold, konsekvenser omkring huslejestigning og meget andet. Derudover er der sendt informationsmateriale ud til alle beboere.

Derfor har underskriftindsamlingen for huslejereduktion fået afslag fra boligforeningen.

Renovering giver gener

Det kommer absolut ikke bag på direktøren for boligforeningen, at nogle beboere mærker renoveringens gang i dagligdagen.

- Det er klart, at en gennemgribende renovering giver gener, og boligen får mindre brugsværdi. Men hvis beboerne skulle genhuses, så skulle de selv betale for det, siger Steen Møller Andersen.

Han oplyser, at en genhusning typisk koster mellem 60.000 og 70.000 kroner per lejlighed. Dermed er genhusningen undgået, så huslejeomkostninger kan holdes nede årene frem.

- Der er ikke noget i sagen i Engparken, som skulle berettige til genhusning eller huslejekompensation, slutter Steen Møller Andersen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden