Trafikulykker

De bor ved en farlig vejstrækning

Husejere ønsker hastigheden sat ned

NIELSTRUP:Udenfor Birgit Pedersens hjem på Skagensvej 253 suser bilerne forbi. Og i går aftes stod hun ovre ved genboen og overværede et dramatisk færdselsuheld, hvor en bil endte inde i naboens hus og hendes eget stakit blev ødelagt af en lastbil. Og hun kan fortælle om flere uheld på denne korte strækning. På den lige strækning nord for rundkørslen ved Bannerslund er det tilladt at køre 80 km i timen og mange bilister bruger denne strækning på at overhale. - Det er som om, at når de nu er kommet igennem stykket ved Elling, hvor de må køre 60 km og videre gennem rundkørslen, så sætter de farten godt op. Derfor skulle der gøres et eller andet for at få hastigheden ned her uden for os, så bilisterne kun må køre 60 her også, foreslår Birgit Pedersen. Hun fortæller, at naboerne Bent og Lykke Christensen en gang tidligere har haft en bil inde i haven. Og det er ikke det eneste uheld før og efter det hus, hvor hun bor. - Min genbo, har fået pløjet hele sin hæk på 10 meter op, og lidt længere nede syd på, lige før galleri Frøsig, var der en lastbil, der kørte af vejen henover en mark og standsede halvanden meter fra stuehuset, forklarer hun inden vi må gå længere ind på grunden, da trafikken larmer for meget til at man kan høre hinanden. - Der er sket så mange uheld heromkring, at da min mand ville fælde nogle store træer foran vores stue, så sagde jeg nej, de skulle stå der for at forhindre biler i at ende inde i vores hus. Bag træerne ligger stuen og op til væggen står en stor hjørne-sofa som Birgit Pedersen havde siddet kor tid, før hun gik over til genboen. Den låge hun skulle ind ad efter besøget hos naboen blev hevet af og der hvor hun skulle været gået tilbage, er der dybe bilspor i rabatten. Lykke Christensen, hvis hus rent faktisk blev ramt af bilen, sætter sig i den stol foran fjernsynet, hvor hun sad, da bilen ramte huset. - Det kan ikke nytte at gå og være bekymret, men bagefter kan man ikke lade være med at tænke på, at min mand Bent samme aften havde være ude og arbejde i forhaven, og at han netop havde været ude og gå med hunden, der hvor bilen kørte ind i haven. Ulykkestatistik Hos Frederikshavn Politi oplyser politiassistent Stig Pedersen, der var ude og optage rapport om uheldet, at det unge par slap helt uskadt fra det dramatiske møde med husmuren - Vi ved ikke hvorfor de mistede herredømmet over bilen, for de har ikke kørt stærkt. Og vicepolitiinspektør Bremer Ovesen kan ikke umiddelbart love at der vil blive gjort noget for at sænke hastigheden på den strækning, hvor der altså er skete flere uheld. - Det drøfter vi med vejmyndighederne, d.v.s amtet, og det gør vi med udgangspunkt i ulykkestatistikken for det sted.