De Brune Bude for retten

13 personer er blevet tiltalt for at være med til at drive De Brune Bude i København, der specialiserede sig i at bringe hash direkte ud til kunderne per sms-bestilling.

Narkokriminalitet 24. juni 2003 16:23

Politiassessor Klaus Pedersen fra Københavns Politi oplyser, at hash-budtjenesten De Brune Bude nåede at gennemføre omkring 8000 bestillinger, inden gruppen blev afsløret og flere anholdt i juni sidste år. Politiet vurderer, at kunderne i snit har købt halvandet gram hash per gang, og at den samlede mængde af handlet hash derfor ligger på omkring 12 kilo. Straffesagen, der kommer til at køre i Københavns Byret, bliver ret omfattende. Politiassessoren har bedt om 20 retsdage, fordi politiet vil afhøre omkring 40 vidner - hvoraf en del er tidligere kunder til De Brune Bude. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...