Medlem af DSU: "Det er du ikke kvalificeret til, hvis du bliver valgt ind, er det kun fordi, du er kvinde"

Kvindelige folketingskandidater møder store fordomme om kvinder og politik i eget bagland - stærkt problematisk, mener tre socialdemokrater, der krymper sig over holdningerne fra mandlige partifæller

I Odense valgte Trine Bramsen at udelade ligestilling som mærkesag på sin hjemmeside, på trods af en fortid som socialdemokraternes repræsentant i Kvinderådet. - Jeg vidste på forhånd, at det ville overskygge alle de andre politiske områder, siger hun. Foto: Jørgen Hansen

I Odense valgte Trine Bramsen at udelade ligestilling som mærkesag på sin hjemmeside, på trods af en fortid som socialdemokraternes repræsentant i Kvinderådet. - Jeg vidste på forhånd, at det ville overskygge alle de andre politiske områder, siger hun. Foto: Jørgen Hansen

Artiklen blev bragt i NORDJYSKE i 2009.

"Det er du ikke kvalificeret til, og hvis du bliver valgt ind, er det kun fordi, du er kvinde". Sådan lød beskeden fra en tidligere mandlig kollega i DSU, da 27-årige Trine Bramsen valgte at stille op som folketingskandidat for Odense Vestkreds. Den er blot en ud af tre valgkredse, der uafhængigt af hinanden opfordrede den erfarne DSU’er til at stille op for sig, og udmeldingen kom derfor som en kedelig overraskelse.

- Det var meget skuffende. Jeg forventede en positiv respons på, at jeg satte mit civile karriereliv og mig selv til side til fordel for kampen for mit parti og politiske værdier, siger Trine Bramsen, der til dagligt arbejder som konsulent for kommuner og ministerier og erklærede sig selv socialdemokrat som 11-årig, hvor hun også skrev sit første læserbrev.

Ifølge hende kommer kritikken overvejende fra jævnaldrende mænd, og den handler sjældent om hendes politik, men køn.

Velkendt fænomen

Også Julie Rademacher, der blev valgt ind i 2007 og i dag er Socialdemokraternes ligestillingsordfører, fik lignende reaktioner fra mandlige partikolleger under sin valgkampagne, og hun krymper sig ved debatten i nogle kredse:

- Så længe, der ikke sidder flere kvinder i folketinget, og Socialdemokraterne stadig har lang vej endnu, er sådanne udmeldinger jo dybt pinlige. De bunder i en smålig bitterhed på dygtige kvindelige kandidater, og det er hverken særlig solidarisk eller socialdemokratisk, siger hun.

Som Trine Bramsen ser hun mest reaktionerne som skuffende og irriterende - men hyppige - stikpiller, der ikke rokker ved hendes egen drivkraft.

icon

I præsentationen af Maja Panduro (S), der er folketingskandidat for Randers Syd-kreds, får hun følgende kommentar med på vejen: "Det var så denne uges nye unge kvinde i socialdemokratisk politik. Og tilmed en statskundskabsstuderende, der kan synge en lille sang om frihed, lighed og solidaritet. Jamen altså, vi er atter ved at falde ned af stolen af begejstring", skriver en blogger ved navn Jens Pedersen.

- Men tonen i nogle kredse er meget uheldig, når både Socialdemokraterne og DSU netop har sat et stort fokus ind på at få kvinder til at tage springet og stille op til valg, vurderer hun.

Ifølge professor i sociologi ved Aalborg Universitet, Ann-Dorte Christensen, er den ironiske tilgang til kvindelige kandidater fra nogle yngre partifæller ikke en overraskende tendens. Der har de seneste år været meget fokus på at opstille flere kvinder i partierne, der også er bevidste om at bruge opstillingerne som signaler om moderne partier, og den meget snak om at få flere kvinder frem har sat ekstra pres på mændene, vurderer hun.

- Der er pludselig blevet langt større konkurrence om pladserne, og det får nogle mænd til at føle sig diskriminerede. Her er der så nogle, der bruger tricket med at skabe stereotyper af kvindelige kandidater og opsætte en klassisk modsætning mellem køn og kvalifikationer, siger Ann-Dorte Christensen.

“Denne uges sang om lighed”

Stereotyperne kommer blandt andet til udtryk på den politiske debatside www.dansk-politik.dk. Her ender en stor del af præsentationerne af de nye kandidater i følgende betragtninger:

"Jeg mener, at der er en del kvindelige folketingskandidater, som ALDRIG nogensinde ville være kommet i betragtning, havde det ikke været for deres køn. [...] Og jeg tillader mig faktisk at være bekymret på partiets vegne", lyder det i diskussionen, der følger efter præsentationen af folketingskandidat for Aabenraa-kredsen, Anne Sina (S).

I præsentationen af Maja Panduro (S), der er folketingskandidat for Randers Syd-kreds, får hun følgende kommentar med på vejen: "Det var så denne uges nye unge kvinde i socialdemokratisk politik. Og tilmed en statskundskabsstuderende, der kan synge en lille sang om frihed, lighed og solidaritet. Jamen altså, vi er atter ved at falde ned af stolen af begejstring", skriver en blogger ved navn Jens Pedersen.

De nye jakkesæt

Den arketype - også kaldt “det nye jakkesæt” - der bliver optegnet af debattens kritiske debattører, er af en ung kvinde med en baggrund i et samfundsstudie, en fortid i DSU og et studiejob i et ministerium eller en fagforening. En beskrivelse, der rent faktisk passer på størstedelen af nye kvindelige folketingskandidater.

De mandlige debattører udtrykker især bekymring for en hær af veluddannede, ens og “totalt uerfarne” kandidater, der alle har ligestilling som første prioritet.

- Og her har de jo delvis ret, medgiver Trine Bramsen.

- Størstedelen af nye kvindelige kandidater er veluddannede, og de har jo netop valgt at læse et samfundsvidenskabeligt fag og melde sig ind i DSU, fordi de er interesserede i politik. Derefter er det vel helt naturligt, at de overvejer også at træde ind i politik, hvis de har visionerne - skulle de sige fra fordi de er kvinder? spørger Trine Bramsen og henviser til, at størstedelen af de mandlige kandidater har nøjagtig samme baggrund og erhvervserfaring som kvinderne, der i flere tilfælde har mere erfaring fra ikke politiske jobs, fordi de bliver vurderet bredere end deres mandlige kolleger.

- Det kan godt være, at der skal en debat i gang om, hvorvidt unge folketingskandidater generelt er for ens i deres faglige baggrund, men det er ikke noget, kvinderne skal stilles til regnskab for. Især ikke eftersom man kan tælle antallet af unge kvindelige folketingskandidater for S til næste valg på to hænder, siger Trine Bramsen.

Også Julie Rademacher er træt af påstanden om kvindekøn som en adgangsbillet til politik.

- Hvorfor ikke vende argumentationen om og spørge sig selv, om kvinder tidligere er blevet fravalgt, fordi de er kvinder, og om mænd tidligere er blevet valgt, netop fordi de er mænd. I sidste ende er det kompetencer, det kommer an på, og det har jeg selvtillid nok til at turde sige, siger hun.

Klager er politisk selvmål

Alligevel overvejede hun det nøje, da hun i 2007 fik tilbudt posten som ligestillingsordfører - et typisk “kvindeområde”.

- Det første jeg fik at vide fra en velmenende kollega var: “Julie, nu skal du jo tænke over, at ligestilling ikke er noget, man bliver genvalgt på”. Det overvejede jeg så, men i sidste ende provokerede det mig så meget, at jeg sagde ja til posten - også for at nytænke ligestilling, der jo handler mindst lige så meget om mænd og om hvordan, vi får et familieliv til at fungere, fortæller hun.

Disse overvejelser er ifølge hende bare et eksempel på den balancegang og det gåpåmod, kvindelige kandidater skal kunne magte, hvis de vil frem i politik, og som Trine Bramsen tager hun skarpt afstand fra at blive omtalt som offer for mandlig hetz:

- Du får os sgu ikke til at indrømme, at vi er ofre - det får vi ofte skudt i skoen. Men vi har andre barrierer som kvinder end mændene har, og det er nogle bitre mænd altså med til at skubbe yderligere til, siger hun.

Også Anne Sina, der er en af de kandidater, der bliver diskuteret på www.dansk-politik.dk, tager afstand til selvmedlidenhed.

- Det er meget vigtigt, at vi ikke falder i fælden og fremstår som kampfeminister i en skyttegravskrig om ligestilling, siger hun og understreger, at hun kender debattørerne fra DSU.

Politik handler også om køn

Netop holdningen om at undgå for megen debat om køn og politik er et typisk og forståeligt træk, vurderer kønsforsker fra Aalborg Universitet, Anette Borchorst.

- Når kvindelige politikere ikke ønsker at melde åbent ud, at de oplever diskrimination eller manglende ligestilling, hænger det formentlig sammen med, at de er bange for at få en offerrolle hæftet på sig, siger hun.

Offerrollen kan hurtig få en snert af hysteri, der devaluerer kandidaten, men kvindernes vægring imod at tale åbent om deres oplevelser bidrager kun til hovedproblemet, mener professor i sociologi, Ann-Dorte Christensen.

- Modsat i Norge og Sverige har vi i Danmark en bred opfattelse af, at vi allerede har ligestilling i politik - og hvorfor skulle man så fremme kvinder frem for mænd? Men kvinderne stormer langt fra frem. Det er vigtigt at markere, at politik i høj grad handler om køn, når der er så pinligt få kvinder i både kommunal- og landspolitik i forhold til antallet af kvinder i den offentlige sektor, siger hun, og ansvaret ligger ifølge hende både hos partierne og ikke mindst de unge kvindelige politikere selv.

- Det er dem, der skal bryde med præmissen om, at der er et modsætningsforhold mellem køn og kvalifikationer, og her hjælper det ikke, at kvinder trækker sig. De skal turde stå ved, at de har ligestillingspolitiske holdninger og tage debatten, fastslår hun.

I Odense valgte Trine Bramsen efter overvejelser fx at udelade ligestilling som mærkesag på sin hjemmeside, på trods af en fortid som socialdemokraternes repræsentant i Kvinderådet.

- Jeg står for meget mere end ligestilling, og jeg vidste på forhånd, at det ville overskygge alle de andre politiske områder, som jeg også brænder for, siger hun.

Og netop ligestilling ville have gjort hende til indbegrebet af arketypen, som bliver lagt for had på www.dansk-politik.dk.

Selv om det eneste rigtige er at sige, at de grimme ting, der bliver skrevet, ikke rammer, så rører det selvfølgelig alligevel. Når jeg kommer træt hjem fra et debatmøde, hvor jeg tilmed har skullet forsvare, at jeg overhovedet har tilladt mig at gå ind i politik, kan jeg godt overveje om det er det hele værd. Men så holder jeg altid fast i, at jeg kæmper for mit parti - og de burde jo sige tak.