EMNER

De cykler ind i foråret

57 medlemmer af motionscykelklubben rullede ud søndag.

Et sikkert forårstegn: Cykelklubben i Brønderslev startede sæsonen med en tur vestpå i går.Foto: Henrik Louis

Et sikkert forårstegn: Cykelklubben i Brønderslev startede sæsonen med en tur vestpå i går.Foto: Henrik Louis

Brønderslev Motions Cykelklub startede sæsonen søndag formiddag. Og fra første rul var der flere deltagere end nogensinde. - Vi er 57, så vi deler os i tre grupper, sagde formand Rene Pedersen. Der er blevet flere og flere medlemmer, siden klubben startede for godt 20 år siden. - Sidste år var 45 med til standerhejsningen, men i år er det ny rekord, fortæller formanden. Jens Erling Jørgensen, Peer Sigen og Christian Svendsen har alle været med i mindst 20 år. - Der er deltagere i alle aldre, og vi har et godt sammenhold. Vi hjælper hinanden, hvis én har et uheld eller bliver sløj. Og man kan godt have en god cykeltur, selv om man ikke kører så stærkt, siger 70-årige Jens Erling. - Ja, men det rykker jo i én, når farten stiger, tilføjer Peer på 72. Christian er med sine 83 år klubbens ældste, men han har udstyret i orden. - Dét her er min vintercykel, men jeg kommer her også for at møde gamle kammerater. Ligesom de andre to har han ikke fået kørt i vinter. - Jeg fik en blodprop i efteråret, så jeg har bare spadseret. Men det kommer, siger Christian. 16-årige Mads Damgaard er en af klubbens mange nye medlemmer. Han har været med siden sidste forår. - Jeg kan godt lide at cykle, men jeg har heller ikke cyklet i vinter. Årets første tur gik dog fint - de ca. 40 km tog lidt over en time. Klubben træner hver onsdag aften og søndag formiddag. Årets store begivenhed er Markedsløbet, som klubben selv arrangerer.

Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk