Skolevæsen

De danske børn i Indien

Hver måned betaler danskere for at forældreløse indiske piger har et sted at bo og kommer i skole. NORDJYSKEs Katrine Schousboe har besøgt børnehjemmet Santibari i Vestbengalen.

10
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Byens store skole er grundlagt af kristne danske missionærer.

Sandalerne klasker, da vandet rammer dem. Pigerne pumper mere vand ud, og lyden gentager sig. De fniser højlydt. Lidt længere henne ad den røde, støvede vej står en gruppe mænd ved en anden pumpe og vasker sig. De er nøgne bortset fra ternede lændeklæder og sæben, som skummer tykt over det meste af kroppen. En efter en tager de vand op i en øse, og lader det løbe ned over kroppen, mens de snakker og griner. Der er også latter inde i gården, hvor en flok småpiger er i gang med en tilsyneladende indviklet leg. De samler nogle sten op og går frem og tilbage. En anden gruppe sjipper. De har bare tæer og kulørte kjoler med en cardigan over. Selv om temperaturen midt på dagen sniger sig over, hvad den vil komme på en gennemsnitlig dansk sommerdag, så regnes det for vinter eller den kolde tid i den østlige del af Indien. Gårdspladsen og bygningerne er omkranset af en hvidkalket mur. En ældre mand holder vagt ved porten for sikre, at børnene ikke smutter ud eller endnu vigtigere, at der kommer ubudne gæster ind. Børnehjemmet Santibari Girls Home i Narainpur i Vestbengalen er i mere end en forstand en helle. Her i udkanten af den fattige landsby bor 42 piger, som har mistet en eller begge forældre. Selv om de kun er mellem et og 15 år gamle har flere af dem allerede oplevet mere end godt er. Deres historier er så frygtelige, at de er svære at fatte. En er angiveligt blevet bedøvet, misbrugt og bortført fra sin familie af en saddhu, en hellig mand. Pigen blev fundet i en sæk i et tog og ingen ved, hvor hun oprindelig kommer fra. To søstre har oplevet deres mor blive misbrugt og dræbt af ukendte mænd, mens andres forældre er døde af sygdom. Fælles for børnene er, at de er blevet svigtet, men nu har fået nyt liv inden for de hvide mure. Fortsættes side 2 På Santibari får de mad og omsorg, og de lærer at læse og skrive - noget som fortsat ikke er en selvfølge for piger i Indien. Besøg fra Danmark - Vil du ikke prøve, spørger en af de større piger på et lidt usikkert engelsk og rækker en badmintonketsjer frem. Egentlig skulle de store børn have brugt søndagen på at gøre soverum rene og vaske tøj, men besøget fra Danmark er så interessant, at ingen tænker på rengøring. Det er en sjælden chance for at lufte et par engelske gloser, og de mindre piger kæmper om at komme til at sidde på skødet af gæsterne. Når søskendeflokken består af 42 medlemmer, er det en luksus at få en voksens opmærksomhed i længere tid ad gangen. Det er langt fra første gang, at pigerne har besøg fra Danmark. Det sker ind imellem, for det er danske sponsorer, der betaler for børnenes ophold på Santibari. Gennem den humanitære organisation International Børnehjælp betaler danske fadderne hver måned 180 kroner for at sikre mad, husly og skolegang til et barn. Til gengæld får donorerne et billede og brev fra barnet minimum en gang om året. - Kom og kig. Et par teenagere fniser og kaster med deres lange hår. De vil vise deres soverum frem. De peger over mod køjesengene med de strikkede tæpper og signalerer, at der sover de. De trækker ivrigt et par bøger, hårspænder og andre dyrebare småting frem. Det er gaver, de har fået fra deres danske ”forældre” sammen med brev til jul og fødselsdage. - Dig, Danmark, lyder det lidt hjælpeløst, mens de peger. Det bekræftende svar og smil får dem til at bryde fnisende sammen. For selv om de har et særligt forhold til det fremmede land mod nord, er det svært at forstå, hvad det der Danmark egentlig er. Midlertidig situation Børnehjemmet er kun et midlertidigt opholdssted for pigerne. Når de fylder 14-15 år og er færdige med at gå i skole bliver de sendt tilbage til deres familie eller landsby. Herefter er det op til dem selv at klare sig, dog med hjælp og støtte. - På Santibari giver vi dem et fundament, de kan bygge deres liv på. Det er en midlertidig situation, men absolut bedre end ingenting, forklarer leder af projektet Nekbar Mia. Siden 1978 har den lille runde karismatiske mand sammen med sin kone brugt al sin fritid på at drive børnehjemmet. Det er ikke nogen guldgrube, men på bedste indiske vis finder han altid en løsning på problemerne. Han er tydeligt stolt over projektet, og børnene elsker ham som en far. Der er kærlige klap og opmærksomhed, men også respekt. Selv når pigerne flytter fra Santibari og bliver gift, forsøger han at holde styr på, hvor de er, og hvordan det går dem. - De forældreløse sørger vi for får træning, så de kan holde hus og blive gift, forklarer han. Nekbar Mia er til daglig kontorchef på en stor skole, som ligger tæt på børnehjemmet. Den samme skole, som de forældreløse børn går på. Men måske ikke så meget længere. Inderen er nemlig så optaget af at sikre pigerne den bedst mulige fremtid, at han lige nu forsøger at finde penge til at åbne en lille skole for børn op til 4. klasse. Den store skole er ikke helt god nok, mener han. I nogle af klasserne er der helt op til 120 elever, og det giver ikke ”hans” piger ordentlige chance for at lære noget. - Det er skrøbelige børn med en vanskelig baggrund. De har haft en hård start, nu skal de have de bedste muligheder, siger han.