Brønderslev

De drog mod syd

Norden-rejse med store oplevelser

Foreningen Norden-medlemmerne foran Bremen Rådhus. Privatfoto

Foreningen Norden-medlemmerne foran Bremen Rådhus. Privatfoto

BRØNDERSLEV:- Det var en fantastisk oplevelse. Det fortæller formand for Foreningen Norden, Bodil H. Nielsen, om en fire-dages tur, som foreningen havde arrangeret til Nordtyskland.

På turens første dag var der rundtur i Hamburg med en lokal guide, og deltagerne kom blandt andet rundt om søen Alster, der er et åndehul i storbyen.

Næste dags tur gik til Altes Land og den charmerende middelalderby Stade, hvor deltagerne var rundt i den velbevarede gamle bydel.

Området Altes Land ligger langs Elben, og det er Nordeuropas største frugtavlsområde med millioner af æble- og kirsebærtræer, der netop nu står i blomst.

Tredje dag gik turen til Bremen, som har en hyggelig gammel midtby. På Markedspladsen ligger domkirken Sct. Petri, Byens rådhus fra 1400-tallet og som nabo hertil ligger forbundsstatsparlamentet. I den gamle bydel så og hørte deltagerne også et klokkespil, som akkompagnerede en serie relieffer, der alle viser, hvordan man gennem tiderne har krydset Atlanterhavet.

Hjemrejsen begyndte med en færgetur over Elben til Glückstadt, som tidligere var dansk, grundlagt af Christian den Fjerde.

- Igen oplevede deltagerne den gode stemning og det fine sammenhold, som er kendetegnende for Foreningen Nordens Rejser, så det var 51 tilfredse deltagere, der efter en vellykket tur tog afsked med hinanden og den gemytlige rejseleder Just Justesen og hans kone, Doris, bemærker Bodil H. Nielsen.

Næste år går rejsen også mod syd, men denne gang til Brügge i Belgien og Europaparlamentet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.