Lokalpolitik

De dybe huller er starten på ny svømmehal

Igår tog borgmesteren første spadestik til renoveringen af Hjallerup svømmehal

HJALLERUP:Borgmester Mikael Klitgaard hoppede op bag rattet i den gule gravko. Bent Jørgen Larsen, der er forretningsudvalgsmedlem i Samvirke, tog skovlen under armen, mens formanden for Hjallerup Idrætscenter, Eskild Sloth Andersen, tog plads ved siden af de flere meter dybe huller i jorden. De var i går samlet for at tage første officielle spadestik til renoveringen af Hjallerup Svømmehal. - Svømmehallen er med til at gøre Hjallerup til et sted, der er værd at bo. Renoveringen er god for skolen, eleverne og byen, sagde borgmester Mikael Klitgaard. Gravkoen gik mandag 18. april igang med den udvendige renovering. Bunker af jord skyder op ved siden af hullerne. - Svømmehallen er slidt ned, og det er en nødvendighed, at vi får renoveret bassin og vandanlæg. Udover teknikrum bliver der også gjort klar til et varmtvandsbassin, og det er så meningen, at det skal laves, når vi får råd, siger formanden for Hjallerup Idrætscenter, Eskild Sloth Andersen. Den nye svømmehal kommer til at koste 14 mio. kr. Dronninglund Byråd har i forbindelse med budgetlægningen for 2005 sagde ja til at putte fem millioner kommunale kroner i projektet og gav en kommunegaranti på andre fem millioner kroner. Hjallerup Samvirke har givet en direkte støtte på tre millioner. - Vi var med, da svømmehallen blev bygget i 1970erne, og vi syntes, at svømmehallen er vigtig for byen, sagde Bent Jørgen Larsen, Samvirke. 1. maj bliver svømmehallen lukket for brugerne. Nye klinker, nyt loft og nye omklædningsrum er nogle af de ting, der skal laves indvendigt. I den periode har skoleeleverne ikke længere svømning på skoleskemaet. Den nye svømmehal forventes at åbne i slutningen af november.