EMNER

De elsker jo døden

ISLAMISTER:Islamisterne praler ofte med, at de vil vinde over os (hele den vestlige kulturkreds, inkl. Israel), fordi vi elsker livet. Som gode muslimer elsker islamisterne nemlig døden, specielt døden for Allahs sag. Den død fører dem nemlig lige lukt ind i Paradis. For nylig kunne man på tv se og høre, hvordan en islamist med stor glæde og stolthed ville lade sine børn optræde som selvmordsbombere, for børn er helt sikre på at komme i Paradis... Derfor skal man ikke have så forfærdelig ondt af befolkningen i Gaza. De har selv valgt terrorist-organisationen Hamas til at styre deres landområde. Hamas bruger helt bevidst og systematisk tætbefolkede byområder til at fabrikere, oplagre og afskyde Kassam-raketterne, som de sender mod israelske skoler, børnehaver og hospitaler i Sderot. Derved tvinges Israel til at angribe og forsøge at standse terrorbombardementerne. Og derved sikrer de, at så mange som muligt af deres egne, heriblandt civile, møder den død, som de længes efter - samtidig med, at de vinder propagandasejre i den naive vestlige presse. En og anden vil måske spørge, hvordan israelerne ved præcis, hvor raketterne kommer fra. Men det er ganske simpelt. Det er forholdsvis let at følge raketterne på radar og beregne afskydnings-stedet. Men det bliver penibelt, når afskydningsstedet ligger nær civile beboelser. Israelerne gør alt, hvad de kan, for at undgå civile tab. Det er faktisk forbløffende, at en så stor procentdel af de dræbte palæstinensere er Hamas-folk. Det vidner om stor militær dygtighed, specielt da Hamas ikke tillader, at civile bygger beskyttelsesrum. Det gør israelerne derimod. Når raketterne sendes mod israelske civile mål, har beboerne mindst 15 sekunder til at søge dækning i beskyttelsesrummene (når alarmen ellers fungerer). Det er ikke lang tid, men nok til, at de israelske tab er forholdsvis små, men selvfølgelig alligevel utålelige i det lange løb.