De elsker livet ved søen

Medeklubben Skallen vil gerne have flere børn ud med snøren

Heidi Brauteseth fra Syvsten og otte-årige Emma Fabricius Bærgaard fra Frederikshavn holder meget af at fiske. Privatfoto
Brønderslev 1. september 2015 14:16

BRØNDERSLEV: Flere børn skal ud med fiskestangen. Det er i hvert fald intentionerne for Medeklubben Skallen, der har holdt Skallens Dag i Ny Thorup Fiskepark i Brønderslev.

Omkring 30 var mødt op, og der var endda en del piger imellem.

- Vi vil gerne, at børnene får interesse for at fiske, siger Heidi Brauteseth fra Medeklubben Skallen.

Der blev fanget godt 100 fredefisk - skaller, aborrer og brasen - der blev sat ud igen i søerne.

- Vi har selv mange gode oplevelser med at fiske, fortæller Heidi Brauteseth, der kommer fra Syvsten. Jeg fik selv interessen for at fiske ind med modermælken. Jeg boede i Sydafrika til jeg var 19 år, og jeg var ofte med mine forældre ude at fiske.

- Det var torskelignende fisk, vi fangede i floderne. Min far var også undertiden på havet, hvor det var tun og makrel, der blev fanget.

Interessen har holdt ved lige siden, så Heidi Brautenseth er tit ude med sin fiskestang.

Medeklubben Skallen holder Skallens Dag flere steder i landsdelen, og forleden var turen kommet til Brønderslev.

Foreningen sørger for fiskestænger, og det er gratis at fiske. Maddingen er majs og hvide og lyserøde maddiker.

Selv om der blev fanget over 100 fisk, betegner Heidi Brautenseth det som en mindre god dag.

- Vandet var 22 grader, så der er lidt for varmt, bemærker Heidi Brautenseth, mens hun kigger på termometeret på en plastikand.

Jacob Frejlev fra Ny Thorup Fiskepark er glad for samarbejdet med Medeklubben Skallen.

Mens Medeklubben Skallen kastede fiskesnøren ud i én sø, var der også stor aktivitet i søen med stør.

Han satte nogle stør ud i fjor, men siden er der sat flere ud, så der nu er 24 stør i søen.

Fiskene skal sættes ud igen.

- Det er populært at fiske efter stør, og lystfiskerne kommer så langt væk fra som Aarhus og Holstebro.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...