De er der også ...

Patrick Bachmann & Tina Scheftelowitz: “Tøsekogebogen” og “Drengerøvskogebogen”. 174 sider, 199 kr., Politikens Forlag. To lettilgængelige kogebøger for unge, som netop er flyttet hjemmefra, eller som bare aldrig har lært at lave mad selv. Bøgerne fortæller, hvordan man laver nem og hurtig mad fra bunden - fra kogning af et æg til hjemmelavet hummus. Retterne spænder fra de klassiske frikadeller til streetfood og brunch, men gennemgående er der satset på det sunde med masser af grøntsager. Det er tydeligt, at det er erfarne folk, i form af kogebogsforfatteren Tina Scheftelowitz og hendes grandnevø Patrick Bachmann, der står bag bøgerne. Der er brugt masser af billeder, blandt andet fra tilberedningen af maden og tilføjet små tip til, hvordan man kan ændre retterne eller gøre det nemmere for sig selv. Bøgerne er oplagte julegaveemner til familiens teenagere. Anne Hjernøe: “AnneMad”. 152 sider, 199 kr., Politikens Forlag. Skift det store aftenmåltid ud med mange små retter. Sådan lyder opfordringen fra tv-kokken og kogebogsforfatteren Anne Hjernøe i den nye kogebog “AnneMad”. Bogen bygger på den tv-serie af samme navn, som i disse uger kører på DR2. Anne Hjernøe mener, at aftensmaden automatisk vil blive mere spændende, hvis der er flere små retter på bordet i stedet for én stor. Hun guider derfor læseren jorden rundt og giver forslag til småretter fra blandt andet Spanien, Asien, Latinamerika og Frankrig. Det er et ambitiøst projekt, bogen lægger op til, for det er trods alt nok de færreste danske familier, der har tid til at planlægge og lave flere retter til hverdag. Men som inspiration til gæstemad er “AnneMad” anderledes og ganske brugbar. Søren Ejlersen og Jacob Dietz: “Aarstidernes guld & grønne sager”. 216 sider, 249 kr., Forlaget Olivia. Man tager 40 grøntsager. Koger, tænker, spiser og smager på deres egenskaber og samler så det hele i en sjov og anderledes kogebog. Det er netop, hvad de gastronomiske ildsjæle Søren Ejlersen og Jacob Dietz har gjort. “Guld & grønne sager” er dog meget mere end en kogebog - den har også tips og tricks, ernæringsviden og sågar en enkelt sangtekst. Der er på alle måder leget med formen, men selv om det er ganske underholdende, så bliver det også lige rigeligt af det gode. Både opskrifter og de meget smukke madbilleder, som den allestedsnærværende Columbus Leth står for, drukner næsten i poppede talebobler og grafik. Det er ærgerligt, for det kommer til at stå i vejen for gode opskrifter og skønne grøntsager. Katrine Schousboe katrine.schousboe@nordjyske.dk