De er ikke dygtige nok

POLITIKERE:Så hørte jeg igen en af de her politiske udmeldinger fra Christiansborg, der viser, at vore politikere bare ikke er dygtige nok. I et radiointerview siger forskningsministeren, at de ældre skal uddannes til lettere job, hvis de ikke kan klare almindelige job. Det lyder jo umiddelbart tillokkende, men der er reelt intet indhold i udtalelsen. Hvem er de ældre, hvor gamle er de, hvor skal de uddannes og til hvad, er bare nogle af de spørgsmål, der overhovedet ikke berøres i omtalen. Samtidig har regeringen meldt ud, at man vil lave en SU-reform, hvor der ikke afsættes flere penge af til unges uddannelse. Man er endvidere bekymret for den stigende ungdomsarbejdsløshed, som man vil afhjælpe ved øget uddannelse. Det hænger simpelthen ikke sammen, for vil man have flere ældre og samtidig flere unge enten i arbejde eller i uddannelse, er der en ting, der er helt centralt, og det er, at job og uddannelsesstederne er der, samt at der er penge bag projekterne. Det er ikke tilfældet, så hvis man skal holde en sober tone i kritikken af politikernes udmeldinger på området, er det bedste man kan sige om det, at det kun er forurenet luft. Et godt råd må være, at man skal droppe at bruge penge på de ældre årgange og koncentrere sig om at få ungdommen i arbejde og uddannelse på vilkår, der er tillokkende. Man skal stille krav til unge mennesker om, at enten er man i gang med en uddannelse eller også skal man have et arbejde, for ellers er der ingen økonomisk hjælp at hente ud over kontanthjælpen, men det kræver naturligvis, at staten kan tilbyde job og uddannelse til de unge.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.