Nibe

De er klar til at guide børnene

SKAGEN:I morgen begynder de populære børneguider i Skagen en ny sæson, og det bliver med Else Jensen og Line Jensen i front. De har prøvet det før og glæder sig til opgaven, der byder på mange gode oplevelser med både lokale og turister på turene. Der er fire ture, som tilbydes to gange hver fordelt på ugens fire første dage. Mandag og onsdag fra 9.30-12.30 handler det om ”Fisk fra hav til bord” Turen går til fiskeauktionen, hvor man ser de friskfangede fisk i øjnene og oplever, hvordan der bydes på auktionen. Der er også på denne tur besøg på Cosmos Trawl, redningsstationen og Nibe Hansens fiskehandel. Mødested: Havnekontorets Turistinformation. Tirsdag og torsdag 9.30-12.30 er turen ”På åben hav”, hvor deltagerne med kutteren ”Hansa” får en flot oplevelse af Skagen og Grenen fra søsiden. Efter sejlturen på det rigtige hav, får deltagerne mulighed for at sidde i en stor skibssimulator på Skagen Skipperskole. Mødested: Skagen Skipperskole. Mandag og onsdag 14-16 handler det om ”Skagensmaler for en dag”, hvor mødestedet er ved Anna og Michael Anchers Hus. Der skal males på denne tur - også på Sønderstrand. Mødested: Anna og Michaels Anchers Hus. Tirsdag og torsdag 14-16 er det ”Rav - Havets guld”, hvor turen begynder med et spændende bsøg hos ravsliber Frants Kristensen. Derefter går deltagerne til Vippefyret og Sønderstrand, hvor der skal jagtes rav. Mødested: Skagen Station - busholdepladsen. Tilmelding til alle ture er nødvendig - på telefon 29640465.