Aalborg

De er klogere og gladere

20 medlemmer på et dejligt weekendophold

Vi kunne sagtens have været dobbelt så mange af sted, hvis vi havde haft flere støttemidler, siger Inge Christiansen. arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Vi kunne sagtens have været dobbelt så mange af sted, hvis vi havde haft flere støttemidler, siger Inge Christiansen. arkivfoto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Livsglæde og vished. Sådan kan erfaringerne fra Hjernesagens weekendkursus på Feriecentret Slettestrand for pårørende og apopleksiramte beskrives i få ord. Arrangør Inge Christiansen fra den frederikshavnske afdeling fortæller, at man havde kompetente oplægsholdere, der gjorde de pårørende og de ramte klogere på sig selv og hinanden. Kurset kunne gennemføres, fordi HjerneSagen havde fået midler fra Frederikshavn Kommunes § 115-midler og fra Frimurerlogen. Uffe Seilman, der er neuropsykolog på Aalborg Sygehus fortalte om følgerne af at have fået en blodprop i hjerne/ hjerneblødning. - Der oplevede vi, at mange fik en afklaring på deres situation, siger Inge Christiansen. Der var også oplæg specielt for de ramte og et andet foredrag for de pårørende. - De apopleksiramte fik instruktion i motion og bevægelse af to fysioterapeuter fra Frederikshavn Swygehus, mens de pårørende hørte om, hvordan man undgår at tage for meget over. Det oplæg blev holdt af forstander på Taleinstituttet Jytte Veggerby, fortæller Inge Christiansen. Her fik man altså mulighed for at forstå, at mange pårørende har de samme oplevelser, og der blev i det hele taget skabt et netværk og et sammenhold. Og så var der livsglæden. - Vi havde det rigtig sjovt. En af de ramte fortalte, at hun ikke havde kunne grine siden hun blev syg. Men hun grinte så meget blandt andet af underholdningen, så det er også en af de minder, jeg tager med mig, siger arrangøreren. Hun håber, at weekendkurset kan gentages. -Og vi kunne sagtens have været dobbelt så mange af sted, hvis vi havde haft flere støttemidler. Når vi har vores foredragsaftener er vi 60 hver gang, så interessen er til stede.