Lokalpolitik

De er noget helt for sig

Brønderslev går sine egne veje - også når det gælder skatten

BRØNDERSLEV:Den ene kommune i Nordjylland, der i 2009 forhøjer skatten, kan også meget vel blive blandt dem, hvor kommunalvalget næste år bliver rigtig spændende. Allerede nu, mere end et år før kommunalvalget 17. november 2009, står det klart, at i Brønderslev kan kapløbet om magten blive tæt. Brønderslev er på mange måder noget for sig. Ikke alene er det her, der ifølge tv-reklamer er 28 timer i døgnet! Kommunen, der er skabt 1. januar 2006 af de gamle Brønderslev og Dronninglund kommuner, er også den eneste i Nordjylland, hvor netop to kommuner fusionerede. Alle andre fusionskommuner tæller tre eller flere eks-kommuner. Men midt i Vendsyssel var det Brønderslev og Dronninglund, der sad tilbage på bænken, efterhånden som kommunerne omkring dem parrede sig, og så endte det med et fornuftsægteskab mellem to kommuner, hvoraf den ene nødvendigvis måtte være storebror og den anden lillebror. Navnestrid I første omgang blev kommunen skabt under det ikke ret mundrette navn Brønderslev-Dronninglund Kommune. Få uger efter kommunens formelle etablering vedtog et flertal i byrådet at fjerne sidste halvdel af navnet. Og følte de godt 15.000 sjæle i Dronninglund sig ikke inden som lillebror over for Brønderslevs 20.000 borgere, gjorde de det, da "deres" kommunenavn blev ausradiert. Indtil da havde mange i Dronninglund ellers fornøjede set til, mens deres kommunes førstemand blev først Venstres spidskandidat og derefter den ny kommunes borgmester. På trods af størrelsesforholdet. Busser på stribe Mikael Klitgaard blev opstillet som spidskandidat i et spektakulært kampvalg mod Brønderslevs Venstre-borgmester, Jens Arne Hedegaard. Opstillingsmødet med 700 deltagere foregik i Brønderslev, men hjemmebanefordelen blev, da stemmesedlerne skulle tælles, opvejet af, at Dronninglund-folkene havde organiseret bustransport til mødet. Resultat: Dronninglunds Mikael Klitgaard slog Jens Arne Hedegaard med 58 stemmer. I november 2005 sammensatte vælgerne det første byråd således, at Venstre – og dermed Mikael Klitgaard – kunne besætte borgmesterposten. Jens Arne Hedegaard måtte lægge borgmesterkæden, men sidder stadig i byrådet. Da Venstre for nogen tid siden skulle vælge spidskandidat til valget næste år, blev Mikael Klitgaard kåret uden modkandidat. I dag er hans stjerne imidlertid dalet en kende længst østpå i den langstrakte kommune. For i den gamle Dronninglund kommune tales der mand og mand imellem om, at borgmesteren opholder sig for meget på rådhuset (som ligger i Brønderslev!), taler hjemegnen Dronninglunds sag for lidt og for ofte harmoniserer i retning af, hvad der var normen i Brønderslev før. Blandt flere eksempler, der flittigt diskuteres, er lukningen af fem genbrugspladser i Dronninglund. Mens det sidst var Venstre-folkene, der gerådede i strid om kåringen af en borgmesterkandidat, er turen denne gang kommet til Socialdemokraterne. Den tidligere Brønderslev-borgmester Lene Hansen, der i dag er folketingsmedlem og ikke mere sidder i byrådet, blev bragt i forslag (af partifæller i Dronninglund!) Forslaget var ikke nødvendigvis udtryk for kritik af partiets nuværende frontfigur i byrådet, Arne M. Jensen, der er mangeårig lokalformand for Metal, og som tog over som S-frontfigur, da Lene Hansen i sin tid valgte landspolitik frem for lokalpolitik. Snarere er der tale om, at Lene Hansen-støtterne tror, at hun har større chancer end Arne M. Jensen for at slå Mikael Klitgaard. Det endte med en urafstemning blandt de socialdemokratiske partimedlemmer, og resultatet, der forelå for et par uger siden, var soleklart: 133 stemte på Lene Hansen, 81 på Arne M. Jensen. Om godt et år skal Lene Hansen vise, om hun kan slå Mikael Klitgaard. Ved valget i den ny Brønderslev Kommune i 2005 (hvor Lene Hansens navn ikke stod på stemmesedlen) fik Mikael Klitgaard 2268 personlige stemmer, svarende til 11 pct. af alle stemmer. Fire år tidligere stillede Lene Hansen op i den godt halvt så store Brønderslev gamle kommune og fik 3512 personlige stemmer. Det svarer til 26 pct. af alle krydser, der blev sat.