De er på jagt efter øjeblikket

Fotoentusiaster fra nær og fjern mødes i Thy for at lære og konkurrere

Lone Lærke Krog
Betina Olesen og Thomas Jensen er ikke vant til at stå tidligt op, men i anledning af fotofestival 2011 er de taget på morgentur fra klokken syv - og her er de taget ned på stranden ved Vigsø - på jagt efter et vinderbillede i fotosprintkonkurrencen.
Virksomhedsøkonomi 24. september 2011 21:35

- Det var en usædvanlig flot morgen, hvor solen stod op gennem disen. Karsten Frisk sidder lige nu og spiser morgenmad på Vigsø Feriecenter, men det er tre timer siden, at han stod op og tog på fototur med guide, i øvrigt sammen med de øvrige omkring bordet - 15 deltagere i alt. Karsten Frisk er natur- og landskabsfotograf, og han vil gerne udvikle sin kreativitet væk fra det dokumentariske og over i at få noget mere bevægelse, drama og dynamik ind i billedet. På morgenturen har han lært noget om, hvordan han får skarpe motiver i en uskarp baggrund. Han har taget billeder af bunkers i forhold til havet. Han fik øje på fotofestivalen i Thy sidste år, og denne gang har han valgt at overnatte i Vigsø Feriecenter, sådan at han får det hele med - blandt andet har han været til et inspirerende foredrag fredag aften med Uri Golman. - Det er et rigtig godt arrangement. Der er høj kvalitet i det, og samtidig er der plads til alle. Bare det at man står sammen et par stykker og snakker giver inspiration, siger Karsten Frisk - inden han tager kameraet over skulderen og bevæger sig ud for at deltage i fotosprint - en konkurrence over tre timer, hvor det gælder om at finde ét godt billede. Thomas Jensen fra Thisted og Betina Olesen fra Sperring er også taget ud i landskabet for at finde et vindermotiv i konkurrencen, der har Thys kyster som tema. Betina Olesen går efter at finde noget skrald, som hun kan finde det smukke i til sit vinderbillede. Betina Olesen har haft et kamera i mange år, men hun er aldrig rigtig kommet i gang med at bruge det. Thomas, som hun kender fra jobbet, lokkede hende med til fotofestival, og det har hun bestemt ikke fortrudt. - Her til morgen har jeg lært rigtig meget om lys og opbygning af billeder, siger hun. Thomas har været i praktik hos Carsten Krog Pedersen, Frøstrup, der står bag ideen til en fotofestival i Thy. Thomas har fotograferet meget, og han satser nu på en professionel karriere, idet han søger ind på Medieskolen i Viborg her til november.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...