De er på tur tilbage i fortiden

Specialklasser på Søndergades Skole var udendørs hele ugen - bl.a. med bål, våben og gamle lege

Skolevæsen 3. september 2004 06:00

BRØNDERSLEV: Specialklasserne på Søndergades Skole har været en uge i fortiden. I går havde de besøg af Rolf Kjelgaard og Øivind Jakobsen, som viste børnene, hvordan man lavede mad og våben i vikingetiden. - Det bliver over 1000 grader i den her esse. Så hvis jeg ikke passer på, kan jernet smelte. Og den kan brænde lige gennem en hånd, advarer smed Rolf Kjelgaard. Eleverne blæser på skift ilt til essen med en fod-pedal, mens smeden vender jernet i de glødende kul. - Nu er jernet gult her på ambolten - så er det 900 grader. Så bliver det rødt og mørkt, men det er meget varmt, siger Rolf Kjelgaard og hamrer på jernet. Elev Dan Sørensen fortæller om at lave en spyd-spids: - Først skal jernet hamres helt fladt. Derefter skal det hamres rundt i den ene ende, så det kan sidde fast på skaftet. Han holder det med en tang, mens han hamrer. Dan og Thomas er ved at slibe spyd-spidsen på en slibesten. - Den skal være spids, så den kan gå igennem alt, siger Dan Sørensen. Nogle elever er ved at omdanne tykke hassel-grene til spydskafter. De bruger kniv og skærer samtidig forskellige mønstre i skafterne. Andre laver mad og snobrød. - Vi skal have grøntsagssuppe med bacon og oregano, bålbagte kartofler og bålstegte pandekager. Og en elev har ti makreller med, som vi også spiser, fortæller mad-holdet. I en stor jerngryde har Øivind Jakobsen kogt frugter fra skolens friareal: Hyben, ribs og æbler. Det laves til kompot til pandekagerne. Og han har taget sammenklappelige koge-stativer med af smedejern. - Det er kopier af stativer fundet ved et vikingeskib i Norge. Han laver ild med en vikinge-lighter: Hærdet stål mod en flintsten. Børnene har været udendørs hver dag i emneugen. De har også leget gamle lege og lavet kunst. - Vi har brugt naturting og ting fra stranden, som vi har lavet mennesker og dyr af, siger Heidi Lunk. Enkelte elever har været med til at bygge en hytte på friarealet. - Vi har også fået guldfisk og en båd i søen. Nu bruger vi arealet mere og mere, siger lærer Ole Jespersgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...