De er trætte af affaldssvin på Kjulvej

Foruroligende mange tomme øl- og spiritusdåser og papkartoner fra vin fundet i vejkanten

Der har været nok at tage fat på. Grøfter og vejkanter på Kjulvej flyder med tomme dåser og flasker. Det ihærdige miljøhold består fra venstre af Christian Kronborg, Caroline Kronborg, Rune Niebuhr, Jeppe Niebuhr, Helene Kronborg og Karoline Niebuhr.Foto: Hans Ravn

Der har været nok at tage fat på. Grøfter og vejkanter på Kjulvej flyder med tomme dåser og flasker. Det ihærdige miljøhold består fra venstre af Christian Kronborg, Caroline Kronborg, Rune Niebuhr, Jeppe Niebuhr, Helene Kronborg og Karoline Niebuhr.Foto: Hans Ravn

HIRTSHALS:Det skulle være en smuk vej ned til Kjul Strand, men Kjulvej udenfor Hirtshals lignede mere en kollektiv affaldsplads, indtil familien Niebuhr tog fat i sidste weekend. Familien finkæmpede med hjælp fra børnenes venner grøfter og vejkanter fra Skagensvej og ned til stranden, og resultatet var nedslående. Det blev til langt over 100 tomme dåser, fire poser med hundelort, pap, cigaretpakker, plasticposer, så flere sorte affaldssække måtte i sving. - Jeg synes ærlig talt, at det er noget værre svineri. Det er rigtig irriterende for os, som bor herude og bruger vejen, siger Elisa Niebuhr. Det var hendes niårige søn Jeppe som fik ideen til, at familien skulle gøre en indsats for miljøet, og de fik bugt med det værste i løbet fire-fem timer. For at gøre omverdenen opmærksom på svineriet har de udstillet de mange dåser på både spyd og i en trækvogn. Flere borgere har bemærket den særprægede udstilling og skiltet ¿Dåser og flasker samlet op på Kjulvej - ulækkert ikke?¿. - Det virker voldsomt, når affaldet bliver samlet. Den enkelte tænker måske ikke over det, når der bliver smider et par dåser ud af vinduet, men bilisterne kan se, at det hober sig op over længere tid, siger Elisa Niebuhr. Det er næsten kun tomme øl- og spiritusdåser samt brugte vinpapkartoner, der er smidt i vejkanten. - Det er stærkt foruroligende med de mange tomme spiritusdåser. Det er almindelig kendt, at Kjulvej bliver brugt som spritrute, og folk kører vanvittig hurtigt herude, selvom der er en hastighedsbegrænsning på 60 km/t. Vi bor tæt ved vejen, og mange børn løber og leger herude, fortæller Elisa Niebuhr. Kjulvej fører ikke kun til et sommerhusområde, en golfklub og til stranden, for vejen er også en bagvej til både Hirtshals, Tversted og Uggerby, Elisa Niebuhr har ingen ide om, hvem der smider affald i grøften, men familien kunne konstatere, at der var langt mest affald på stykket fra Skagensvej til Hirtshals Golfklub, mens det så bedre ud i sommerhusområdet og på stranden. Hjørring Kommune har været ude og rense grøfter og slået græsset i vejkanten, men kommunens folk har ikke fået alt affaldet med. Til gengæld har maskiner slået glas og dåser i stykker.