De etablerede hjælper Wilbeks B-hold til ny sejr

Morten Olsen blev topscorer, da det danske B-landshold i håndbold besejrede Polen ved turneringen i Gdansk.

De etablerede hjælper Wilbeks B-hold til ny sejr

Det danske B-landshold i håndbold hentede endnu en sejr ved firenationersturneringen i Gdansk, da det søndag blev til en 30-28-sejr over de polske værters B-hold.

Det var først og fremmest de etablerede spillere, der rent angrebsmæssigt hjalp landstræner Ulrik Wilbeks hold til sejren, efter at polakkerne førte 13-11 ved pausen.

- Det var meget Mads Christiansen, Morten Olsen og Mads Mensah Larsen, der var de toneangivende og målscorerne i dag, siger Ulrik Wilbek.

Morten Olsen blev topscorer med otte mål, mens Mads Christiansen og Casper U. Mortensen hver lavede seks mål.

Fire gange sendte Mads Mensah Larsen bolden i mål, så Danmark fulgte fint op på fredagens sejr over det tyske B-landshold.

- Og så vil jeg fremhæve Klaus Thomsen for en meget fin indsats i vores midterforsvar. Han satte næsten ikke en fod forkert og dækkede rigtig godt op, siger Ulrik Wilbek.

Klaus Thomsens klubkammerat fra Team Tvis Holstebro, Michael Damgaard, lagde stærkt ud med to scoringer, men han udgik tidligt i kampen, da han vred om på foden.

Danmark møder søndag Norge i den sidste kamp ved turneringen i Gdansk.

Ulrik Wilbek er glad for turneringen, som landstræneren bruger til at se spillere an til den kommende A-trup, som næste år skal forsvare EM-guldet på hjemmebane.

- Det var et ganske fint polsk B-hold og i det hele taget en fin turnering, hvor vi får udfordret vores spillere. Kampene er meget jævnbyrdige alle sammen, og det gør, at vi får set lige præcist de ting, vi gerne vil, siger han.

ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.