- De får en stor en på opleveren

Fuld fart på herlige dage med fokus på børnene i Skagen

Kunst 3. september 2004 06:00

SKAGEN: - Det går rigtig godt, og der er ingen tvivl om, at børnene får en stor en på opleveren. John Høst, der er koordinator på denne uges børnekulturfestival i Kappelborgskolens gård, er ikke i tvivl om, at børnene har det sjovt. - Der sker noget hele tiden hele dagen, og selv om de store børn ikke er med i år, skal Kappelborgskolens ældste lige ned og kigge i frikvarterene, og det er jo herligt, siger John Høst. Børnene suser rundt og hygger sig med alverdens forskellige smålege, maler sig i hovedet, bager, spiller og synger og har i det hele taget det rart sammen uden det kendte skoleskema i tasken. Torsdag stod i gøgleren Jørgen Mortensens tegn. Han tumlede dagen lang med at løre børnene at jonglere, balancere og så videre, og så gav han selv flere gange flot opvisning i, hvordan en rigtig gøgler arbejder. Han gøgler også fredag formiddag, og i eftermiddag overtages gøglerstolen af Fyrst Igors Gigantiske Gøgleshow, og imens er der fuld fart på alle boder og alle kulturværksteder. - Lørdag slutter vi af med den store cirkusforestilling med deltagelse af alle institutioner og fritidsordninger, og vi skal have uddelt Tronderprisen, fortæller John Høst. Prisen går til en person, der har ydet en særlig stor indsats og ydet et godt stykke arbejde for børn og unge i Skagen Kommune. Prisen uddeles af formanden for børne- og kulturudvalget Karsten Hemmingsen (V) lige inden Mek Pek Partyband giver en times koncert fra klokken 13 lørdag. - Lørdag ved middagstid holder vi auktion over to store kunstværker, som børnene har lavet. Det er et stort relief med klovne og huller til hoveder, så man kan blive fotograferet som klovn. Og så er det klovnefisk-skulptur, hvor mange børn har lavet hvert sit lille relief med skaller og sat dem på det store værk. Det er utroligt flot. - Pengene fra salget af de to kunstværker lavet af Skagens børn går til næste års børnekulturfestival. Helge Klarskov er auktionarius, fortæller John Høst. Klokken 14 lørdag går Mek Pek i spidsen til skagen Kultur- og Fritidscenter, hvor en stor ungdoms- og fritidsmesse i flot forlængelse tager over, hvor børnekulturfestivalen sluttede.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...