EMNER

De får hinanden - efter 34 år

Gitte Holst fra Kaas får efter 34 år sin ungdoms drømmemand, cirkusprinsen fra Dannebrogs manege.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Gitte Holst fra Kaas får efter 34 år sin ungdoms drømmemand, cirkusprinsen fra Dannebrogs manege. Foto: Peter Langkilde

I 1977 så Gitte Holst for første gang Dennie Enoch. Det blev et syn, hun aldrig skulle glemme. Hun var 14 år og var i Cirkus Dannebrog med sine forældre. Otte år ældre Dennie cyklede og udførte akrobatik i manegen. - Han var så frisk og flot, og han grinede over hele hovedet. Allerede dengang blev jeg lun på ham, erindrer Gitte. Nu får cirkusprinsen sin prinsesse. Gitte skulle i Cirkus Dannebrog hver gang, teltet blev slået op på egnen. Sammen med sin familie sad hun i logen, og det at komme i cirkus var en speciel ting. - Jeg havde altid en flot kjole på, og gjorde meget ud af mig selv. Og jeg så Dennie hver gang, men jeg tror ikke, han lagde mærke til mig. Han var ligesom en popstjerne, eller et idol. En man drømmer om, men jeg havde aldrig den tanke, at han skulle blive min kæreste, fortæller Gitte. 10 år efter, at Gitte første gang så Dennie i manegen, skete der dog noget. - Jeg lagde ikke mærke til noget i starten, men efterhånden bemærkede jeg, at der hvert forår, når vi kom til Kaas, sad en familie i logen med en prinsesse iblandt, siger Dennie med et stort smil. Opsøger Gitte efter forestilling Året er 1988, og Dennie har fået på fornemmelsen, at Gitte var der for at se ham. Så han opsøger hende efter forestillingen. Gitte har fået en søn, som hun har med i en barnevogn. - Lige pludselig kommer han løbende hen over plænen mod mig. Jeg er godt nervøs, men der taler vi sammen om løst og fast. Han spørger ind til min dreng, og siger at jeg da er alt for ung til at have en søn. Det er første gang, vi taler sammen, husker hun. - Jeg havde jo set hende så mange gange, så nu ville jeg altså sige hej, fortæller Dennie. Et venskab opbygges mellem de to, og Gitte tager troligt med sin familie i cirkus hvert år. Og Dennie lægger nu mærke til hende hver eneste gang. Årene går, og omkring årtusindskiftet begynder Dennie at opsøge Gitte på hendes arbejde i Pandrup, for at give hende billetter til hele familien, så de altid kommer i cirkus, når Dannebrog er der. Har altid været forelsket i ham - Jeg glædede mig altid til at komme til Kaas. Mange gæster kom i almindeligt tøj, men Gitte kom altid i en flot kjole, og sad med rank ryg. Så hende lagde jeg ekstra mærke til, husker han. Gennem årene har de begge haft forskellige kærester, og taler også om dem med hinanden. - Jeg var nok meget veninde for ham. Jeg har altid været forelsket i ham, men har aldrig turdet spørge, om det skulle være os, siger Gitte. I mellemtiden har hun også fået en datter, og Dennie en søn. For to år, en måned og otte dage siden gik det dårligt for både Gittes og Dennies forhold. Da spurgte Dennie, om det ikke skulle være de to. Det skulle det, og i dag bliver de gift i Hals. Fest for 200 gæster Fredag aften er der stor fest for mere end 200 gæster i cirkusteltet, og Gittes liv tager en ny drejning. - Nu skal jeg jo være Dennies kone, siger en meget glad Gitte Holst. Hun har altid boet i eller omkring Kaas, men nu rykkes teltpælene op, og hun flytter med Dennie til Sønderjylland. I cirkussæsonen bor de i Dennies vogn, som mere er et hus på hjul, end en campingvogn. - Jeg elsker at være med Dennie, og jeg elsker at stå tidligt op, og se cirkusfolkene sætte teltet op om morgenen klokken fem, mens jeg nyder en kop kaffe, fortæller Gitte.