De får ro i kaos
Forældre får hurtig hjælp, når et barn får en diagnose

Trine Olesen hjælper i den første svære tid, når forældre synes alt er kaotisk. Privatfoto
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et kaos af følelser, et væld af informationer og en mængde af løsninger vælter ofte ind over forældrene, når et barn får en diagnose som autisme, ADHD eller anden alvorlig fysisk lidelse. Derfor har kommunerne de seneste to år haft pligt til at hjælpe familierne gennem den første svære tid, hvor alt kan virke uoverskueligt. I Aalborg Kommune kan man uforpligtende ringe efter en socialrådgiver og aftale et besøg i sit hjem. Her får man gratis, uformel vejledning af Trine Olesen, der i 15 timer om ugen netop tager sig af familier, der har behov for det. - Tanken er, at jeg rykker hurtigt ind i en familie og hjælper dem videre i forløbet. Man kan kalde det et slags vindfang til de rigtige rum, forklarer Trine Olsen, der vejleder om, hvilke rettigheder og muligheder man har her i kommunen, hvis ens barn har fået konstateret en indgribende nedsat funktionsevne. - Det er også vigtigt at få afstemt forventningerne til, hvor meget hjælp man kan få og hvor lang tid, der går - ellers kan det blive frustrerende for familien, fortæller Trine Olesen, der blandt andet har besøgt Winnie Svensson fra Aalborg. Winnie Svensson fik brug for Trine Olesens hjælp i november. - Pludselig fra den ene dag til den anden stod jeg med en diagnose på min søn Oliver, som har Tourette Syndrome. Da blev hele mit liv vendt og drejet i hovedet, og jeg gjorde mig rigtig mange tanker om, hvordan jeg nu kunne hjælpe mit barn i den svære situation. Som forældre vil man naturligvis det allerbedste for sit barn, siger Winnie Svensson, der oplevede et svært forløb med kommunale kontorer, som ikke rigtig kunne hjælpe. - Jeg følte, jeg spildte min energi på døde ender ved at kontakte professionelle, som ikke ville eller kunne hjælpe, indtil jeg fik fat i Trine. Hun kom hurtigt hjem til os efter mit telefonopkald, siger Winnie Svensson, der ud over sønnen også har en datter på fire år og to bonusbørn, der er ældre. - Trine fortalte om de muligheder, der er på området, om hvor man kan henvende sig, og hvad der kan stilles op. - Det gav mig en stor ro i maven at kunne overskue, hvordan og hvorledes der skulle tages fat på vores nye hverdag, hvor der skulle søges støtte og hvor vi ellers kunne henvende os. Vi fik en god hjælp til komme videre i forhold til Oliver og i forhold til resten af familien, der også skal fungere. Trine Olesen forklarer, at netop den hurtige indsats og den første hjælp ind i systemet kan være vigtig for familier, der lige har fået en diagnose på et barn. - Jeg kan skabe et overblik og forklare. Og så er der ofte kun brug for lidt opfølgning i form af telefonsamtale eller mails, hvis der er opklarende ting. Hun har ingen notatpligt. Der bliver ikke lagt nogen oplysninger ned i en sag, og notater er kun til hendes interne brug, når hun nu skal huske på noget i et videre forløb. Hun er i første omgang den, der formidler kontakten ind i systemet. Når Trine Olesen kommer ud på hjemmebesøg, er det for at fortælle, forklare og lytte til, hvad familien har behov for at få at vide og få skabt overblik over. - Forældre fortæller, at de har følt sig ikke-forstået som forældre. Mange tror, at de ikke er i stand til at opdrage deres børn. Der opstår ofte spørgsmål om skolegang, dagtilbud, økonomisk hjælp og ikke mindst om, hvordan man bedst indretter sin hverdag derhjemme i familien med hensyn til barnets lidelse. Der er ofte også spørgsmål om, hvad man kan gøre for at mindske konflikterne mellem søskende, og om der er hjælp at hente til søskende. - Forældre spørger også, om de er gode nok som forældre, og om det er almindeligt, at forældre ikke ser ens på barnet. Der er også spørgsmål om, hvis skyld det er, om det er forældrenes. Om økonomisk hjælp og om, hvad man skal stille op i det videres forløb. Om man har en sagsbehandler i systemet. Der er rigtig mange spørgsmål, fortæller Trine Olesen. Rollen som formidler videre ind i systemet havde hun også, da Winnie Svensson fik brug for hjælp. - Jeg er nu blevet tildelt en fantastisk forstående sagsbehandler, men ved, at tiden mellem jeg fik diagnosen og kontakten til sagsbehandleren havde været langt værre, hvis jeg ikke havde haft kontakt til Trine, forklarer hun.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.