EMNER

De fik de rigtig gode pladser

Par fra Skagen til åbningstale

Bjarne Laustsen (tv) gav en hjælpende hånd, så ægteparret Kurt Villi og Inger-Marie Jensen fik gode pladser til Folketingets åbning.

Bjarne Laustsen (tv) gav en hjælpende hånd, så ægteparret Kurt Villi og Inger-Marie Jensen fik gode pladser til Folketingets åbning.

KØBENHAVN:Dagen i går udviklede sig ganske anderledes end forventet for parret Kurt Villi Jensen og Inger-Marie Jensen fra Skagen. De var i Hørsholm for at besøge datteren og besluttede så at tage ind forbi Christiansborg, hvor de aldrig havde været. - Hvad er det nu han hedder, ham folketingsmanden fra Frederikshavn, spurgte Kurt Villi Jensen sin hustru inde på slotspladsen, og i næste sekund steg Bjarne Laustsen (S) ud af en taxa. Parret spurgte, om Bjarne Laustsen ikke kunne hjælpe dem til at komme ind og overvære statsministerens tale, hvilket må siges at være en umulig mission, idet de få adgangsbilletter for længst var revet væk. En halv time senere ringede Bjarne Laustsen dog på mobilen og sagde, at han havde fundet to billetter. Den ene var egentlig beregnet til Helle Thorning-Schmidts mor, men på grund af strejkerne var hun nødt til at blive hjemme og passe S-formandens børn. Før parret fra Skagen fik set sig om, var de inde i Folketinget, hvor en dame viste dem op på de fineste pladser, hvorfra de kunne se kongefamilien på nært hold. - Vi sad sgu bedre end dig, Bjarne, grinede Kurt Villi Jensen efter talen, hvor parret også fik lejlighed til at sige pænt tak for hjælpen til Helle Thorning-Schmidt.

Forsiden