De fleste er over 40 år

Næsten alle kontor- og afdelingsledere i Hobro Kommune har rundet de 40

HOBRO:- I Hobro Kommune smider man ikke det grå guld på gaden! sagde byrådsmedlem Kris Mølgaard (S), da han og de andre i byrådet forleden drøftede en redegørelse fra Hobro Kommunes ligestillingsudvalg. Langt over halvdelen af medarbejderne i Hobro Kommune - 65 procent - er over 40. Hvis man ser på forvaltningschefer, er det hele 83 procent, hvis alder starter med et firetal eller mere. 94 procent af kontorchefer og afdelingsledere har rundet de 40. - Vi skal fokusere på den aldersmæssige fordeling blandt kommunens medarbejdere. Vi skal sørge for at holde fast i vores elever og udvise fleksibilitet over for folk med små børn, for eksempel ved at lave hjemmearbejdspladser, mente Kris Mølgaard, der sammen med Venstres Inger Klit Winther repræsenterer byrådet i ligestillingsudvalget. Inger Klit Winther var inde på noget af det samme. Hun hæftede sig ved, at Hobro Kommune har et stort antal medarbejdere mellem 55 og 59 år, ifølge ligestillingsredegørelsen 195. Disse personer - lutter gode medarbejdere, som Inger Klit Winther kaldte dem - går på pension eller efterløn inden for en overskuelig årrække. Winther nævnte også, at det er så som så med ligestillingen for handicappede - faktisk er det umuligt for dem at få job på rådhuset. I ligestillingsredegørelsen kan man læse, at to kørestolsbrugere fra De Samvirkende Invalideorganisationers Ungdom var på besøg i Hobro for at opmuntre kommunen til at ansætte folk med handicap. De to organisationsfolk oplevede, hvor svært tilgængeligt rådhuset er for kørestolsbrugere på trods af elevator. Kirsten Huusom fra Socialdemokratiet hæftede sig ved det misforhold, at Hobro Kommune som kvindearbejdsplads næsten kun har mandlige ledere. Der er 1365 kommunalt ansatte, 285 mænd og 1080 kvinder, men først på gruppelederniveau markerer kvindekønnet sig. - I den sidste ligestillingsredegørelse fra for to år siden var vi inde at se på ny løn. Det fremgik, at mændene tog rigeligt fra sig. Jeg mangler at se de oplysninger i denne redegørelse. Jeg kan kun opfordre kvinder til at være mere frække og gøre opmærksom på deres kvalifikationer, sagde Huusom.