De frivillige skal styrkes

Frederikshavn Kommune inviterer til workshops om fremtidens frivillige sociale arbejde

Som kommune vil vi gerne være med til at udvikle og støtte det frivillige sociale arbejde, siger formanden for sundhedsudvalget Anders Broholm (V).

Som kommune vil vi gerne være med til at udvikle og støtte det frivillige sociale arbejde, siger formanden for sundhedsudvalget Anders Broholm (V).

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn Kommune afholder i starten af marts tre workshops i henholdsvis Frederikshavn, Skagen og Sæby omkring fremtidens frivillige sociale arbejde.

Deltagelsen er åben for alle interesserede borgere, foreninger og organisationer.

Formålet er ...

Formålet med workshopperne er at skabe en vision for det frivillige sociale arbejde og danne grundlaget for en ’Politik for frivilligt socialt arbejde’ i Frederikshavn Kommune.

Frivilligt socialt arbejde og frivillighed i al almindelighed fylder meget i nutidens debat i Danmark. Velfærdssamfundet er til debat som aldrig før – og der er kommet øget fokus på velfærdsinnovation, øget involvering af borgerne i det offentlige ’maskinrum’ og især på endnu tættere samarbejde mellem det offentlige og de frivillige kræfter. Her er Frederikshavn Kommune ingen undtagelse.

600.000 danskere

På landsplan er ca. 600.000 danskere over 16 år engageret i frivilligt socialt arbejde, hvilket rundt regnet betyder at ca. 9.000 borgere i Frederikshavn Kommune er aktive på det frivillige sociale område.

Frederikshavn Kommune udbetaler ca. 1,7 mio. kr. årligt i støtte til de frivillige organisationer efter servicelovens § 18.

- De frivillige sociale organisationer og foreninger i Frederikshavn Kommune gør allerede et kæmpe stykke arbejde på deres respektive områder, og det vil vi som kommune understøtte og være med til at udvikle. Derfor er det vigtigt for os, at være med til at få skabt en fælles retning for det fremtidige arbejde, et endnu tættere samarbejde med de frivillige, og herigennem understøtte en styrkelse af vores borgere og vores lokalsamfund, siger Anders Broholm, formand for sundhedsudvalget i Frederikshavn Kommune.

Noget andet

De frivillige sociale organisationer bidrager med noget andet end kommunens medarbejdere, siger Jytte Egetoft Thøgersen, centerchef for sundhed og ældre i Frederikshavn Kommune.

Højere livskvalitet

- De frivilliges bidrag rækker ud over de ydelser som vores medarbejdere giver borgerne – bl.a. i kraft af de frivilliges særlige forhold til borgerne. Men i fællesskab har vi mulighed for at give vores borgere endnu højere livskvalitet, fortæller Jytte Egetoft Thøgersen.

De tre workshops afholdes 3. marts i Kappelborg, Skagen, 4. marts i Arena Nord, Frederikshavn fra og 5. marts i Sæby Fritidscenter, Sæby.

Deltagere bedes tilmelde sig med mail til hato@frederikshavn.dk.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.