De gamle ben kan endnu...

Hobro 10. september 2002 08:00

HOBRO: Der gamle ben kan endnu - og de har bestemt ikke mistet hurtigheden. Det beviste Hobro Cykleklubs grand old man, Niels O. Kristensen, da han ved et løb i vejen lagde alt og alle bag sig i veteranklassen for ryttere, der har en mere end 50 års gammel dåbsattest. Feltet kom samlet til mål, men i spurten lod Hobro-veteranen ingen tvivl om, hvem der var hurtigst. I samme klasse kom Hobros anden deltager, Bent Selchau, i mål som nummer otte. Den forløbne weekend bød i det hele taget på masser af præmier til Hobros ryttere ved landevejsløbene dels i Vejen og dels i Sønderborg. I juniorklassen viste de to oprykkede ungdomsryttere, Kim Nielsen og Jonas Madsen, at de ikke har synderlig respekt for de ældre modstandere. Med frisk kørsel blev Kim Nielsen nummer to i Sønderborg med Jonas Madsen som nummer seks. Dagen efter fulgte Jonas Madsen flot op med en andfenplads i Vejen. I ungdomsklasserne er Hobro-klubben nærmest sikker på gode placeringer, og denne weekend blev ingen undtagelse. I Sønderborg kørte Michael Christensen sig til en 6. plads i ungdom 1, mens Kalle Corneliussen spurtede sig til en 7. plads i ungdom 2. I Vejen var der hele tre Hobro-ryttere i præmierækken i ungdom 1 med Martin Rasmussen som nummer tre, Michael Christensen nummer seks og Michael Madsen som nummer 10. I ungdom 2 viste Kalle Corneliussen meget flot kørsel, da han i Vejen kørte ind som nummer fire. Kalle er nu meget tæt på at opnå oprykning til klassen for ryttere en årgang ældre. I ældste drenge 1 klassen har klubben et nyt talent på vej, nemlig Nicolaj F. Olesen. I Sønderborgh kørte han sig til en 7. plads og i Vejen var han med helt front på en 2. plads, kun ganske få centimeter fra sejren. I den kommende weekend har klubben for alvor spredt aktiviterne. Mange deltager i landevejsløb i Odder. Kim Nielsen og Jonas Madsen skal med landsholdet til et løb i Tyskland, og Michael Christensen, Martin Rasmussen og Nicolaj F. Olesen skal på samling med bane-landsholdet i Odense.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...