Aalborg

De gamle dyders holdeplads

Tidligere soldat og Falck-mand bruger tiden på spejdere på trods af en dårlig ryg

ASTRUP:Der har altid været fuld fart på i nu 40-årige Michael Pedersens liv. Soldat gennem mange år. Falck-mand i 15 år. Og nu spejderleder i Det Danske Spejderkorps Ardengruppe. - Jeg har altid været spejder. Men der har været lang tid, hvor jeg ikke havde tid. Nu er jeg blevet invalidepensionist, og så har det grebet om sig, forklarer Michael Pedersen. Han er blevet erklæret minimum 60 procent invalid som følge af en dårlig ryg og dårlig hørelse. Det giver selvfølgelig nogle problemer i forbindelse med spejderne, men ikke noget, der ikke kan løses. - Der er en stor mængde børn til at slæbe for eksempel rafter. De ved godt, at jeg har dårlig ryg, og de ved også, at jeg har høreapparat. Hvis der er noget, jeg ikke hører, så gentager de det bare, fortæller Michael Pedersen. Værksted Han er bosiddende på en gård uden for Astrup sammen med sin kone og fire døtre. Der er rigeligt med plads. Det er der også brug for. Ud over at være juniorleder for de lidt yngre børn, er Michael Pedersen også leder for de 12 til 16-årige. Og møderne holdes som regel på gården. - Jeg har rigeligt med plads og en masse værktøj. Så vi er ved at lave knallerter og havetraktorer med mere, udreder spejderlederen. Der er altid forskellige former for projekter i gang. Om halvandet år skal der holdes Blå Sommer, og Arden-spejderne tænker allerede på, hvad de vil overraske med. Klubhuset kunne også godt trænge til en kærlig hånd, nogen af spejderne er ved at male patruljekasser, og så er der jo klatrevæggen. - Vi er ved at lave en klatrevæg, de yngre kan benytte, sådan at de kan lære det. Det er jo det, børnene gerne vil, siger Michael Pedersen. For ham er det vigtigste, at børnene morer sig. - Jeg er spejder, fordi jeg godt kan lide udendørslivet. Og så vil jeg gerne gøre noget for børnene. Det var der nogen, der gjorde for mig, da jeg var på deres alder, uddyber Michael Pedersen. Ungdomslederpris For nyligt modtog Michael Pedersen ungdomslederprisen fra Arden Kommune for sin indsats som spejderleder. - Det er da et klap på skulderen. Det er svært at forklare, hvad man føler. Det er lidt sjovt. Men vi er jo mange ledere, og jeg har givet checken (på 2000 kroner, red.) til spejderne. De går til at arbejde videre med klatrevæggen, lyder det fra Michael Pedersen. Klatrevæggenes popularitet er et forholdsvist nyt fænomen, men ellers er det mere de traditionelle spejderting, der foregår i Arden. - Det er lejrpladser, rafter og de gamle dyder. Vi tager en gang imellem ture, hvor vi tager fjernsyn med og lejer en stak videoer, men ellers hører fjernsynet ikke til, fastslår spejderlederen. Træt af byliv Oprindeligt kommer Michael Pedersen fra Aalborg. Der boede han i midtbyen. Nu bor han praktisk taget midt i skoven. - Jeg blev træt af storbyen, og så flyttede jeg på landet. Her kommer jeg kun fra i en kasse med låg, bemærker han. Heller ikke spejderkorpset har han nogen intentioner om at forlade. - Min kone siger godt nok, at det en gang imellem bliver for meget. Jeg bruger også mange timer om ugen på det. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke laver et eller andet, bemærker Michael Pedersen, der altid har sine fire døtre med til spejder.