De gamle får frisk mad fra sygehuset

Hobro Sygehus vandt licitation og skal levere mad til ældre i Hobro Kommune

HOBRO:I et tæt opløb, der næsten krævede målfoto, vandt Hobro Sygehus kampen om ældremaden i Hobro. Sygehusets store køkken overtager 1. februar produktionen af mad til cirka 80 hjemmeboende ældre og 50 beboere på Hobro Alderdomshjem. Senere skal ældre på Plejehjemmet Solgaven med i ordningen. Hobro Kommune sendte opgaven i udbud og tre private firmaer samt Hobro Sygehus bød på opgaven. Mariager Diner Transportable og Det Danske Madhus kom slet ikke med i finalen, fordi de ikke kunne leve op til kommunens særlige krav. Blandt andet skal de nuværende medarbejdere i det kommunale køkken på Hobro Alderdomshjem følge med og ansættes på sygehuset. Hobro Sygehus har også forpligtiget sig til at tage imod personer i fleks- og skånejob. For de ældre på plejehjemmene og de cirka 80 borgere i egne hjem, som i dag modtager måltider fra den kommunale madordning, sker der ikke mange forandringer. Prisen, de betaler, forbliver uændret. Men de kan se frem til mere frisk mad. I dag køles mange måltider ned, efter at de er tilberedt. Dagen efter varmes de op og bringes ud til borgerne. Sygehusets køkken vil tilberede måltiderne om formiddagen og bringe dem ud i varmekasser til frokost. Mad for millioner Den nye kontrakt med Hobro Sygehus betyder, at Hobro Kommune slipper for at bygge nyt storkøkken i forbindelse med det omfattende ældreboligbyggeri på alderdomshjemmet og Solgaven. En investering, der ville have løbet op i over fire millioner kroner. Driftsudgiften bliver stort set uændret. Hobro Sygehus skal have godt ni millioner kroner, og det svarer stort set til udgifterne ved at drive det kommunale køkken. Størstedelen betaler de ældre i øvrigt selv. Det var socialudvalget selv, som for nogle måneder siden fik Hobro Sygehus' store køkken i tankerne, da projektet med de nye ældreboliger blev strikket sammen. Men Konkurrencestyrelsen forlangte, at opgaven med ældremad blev sendt i frit udbud. Hobro lod eksperter fra Kommunernes Revision køre opgaven, og byrådet fulgte i sidste ende også anbefalinger herfra, da vinderen blev udpeget. Sygehuset duellerede i slutfasen med firmaet Medirest fra København. På pris, kvalitet og de fleste andre forhold stod de to udbydere næsten lige. Men Hobro Sygehus kom en næsetip før i mål med den varme mad, som produceres på leveringsdagen. - Hvis en udenbys udbyder havde afgivet det bedste tilbud, havde vi taget det, forsikrer socialudvalgsformand Hans Poulsen (S). - Vi har lagt vægt på, at kvaliteten af maden skal leve op til vores nuværende krav. Vi véd, dette er et følsomt område, der før har været i turbolens. Det er vigtigt, at de ældre hver dag kan få et velsmagende måltid mad, siger Hans Poulsen Diætister Hos Sygehus Himmerland i Hobro modtager direktør Christen Lyhne "sejren" med tilfredshed. - Vores køkken har tilknyttet diætister, og deres ekspertise kan nu også komme borgere i Hobro Kommune til glæde. I øvrigt har sygehusets køkken tidligere leveret mad til Hobro Kommune, siger Christen Lyhne. Den nye opgave betyder, at man kan bevare sygehuskøkkener i både Hobro og Farsø. Enkelte opgaver som f.eks. brødbagning vil formentlig blive flyttet fra Hobro til Farsø for at give plads til den nye, store opgave.