De gamle leger på gadekæret

Udsigt til drabelig ishockey-match på Flouen i Als onsdag aften

Hans Chr. Hansen fjerner sne fra gadekæret Flouen i Als. Privatfoto

Hans Chr. Hansen fjerner sne fra gadekæret Flouen i Als. Privatfoto

- Har man de gamle skøjter liggende i kælderen eller i skunken og en ishockeystav i garagen, er det med at møde op og gå i barndom onsdag aften på Flouen i Als, siger Per Silleborg. Opfordringen gælder specielt de meget voksne Als-drenge, der kan huske, da der for årtier siden blev udkæmpet en række drabelige slag med pucken på gadekærets is. Nu er Flouen gjort klar igen. Den er blevet ryddet for ca. tyve centimeter sne, og efterfølgende har Falck-mandskabet fra stationen i Als sørget for, at der er blevet sprøjtet vand over det hele for at gøre den jævn og tiltalende. Det var en række gamle drenge, der søndag formiddag besluttede sig for at sætte den næsten bundfrosne dam, i stand, og umiddelbart efter blev den indtaget af byens børn. Sent søndag eftermiddag blev brandsprøjten kørt ud af garagen på Vestvejen. Onsdagens ishockeykamp fløjtes op ved godt 19.30-tiden umiddelbart efter, der er trukket hold. Det vil ske på samme måde som førhen, hvor to holdkaptajner på skift får lov til at vælge i flokken, der er mødt frem. Per Andersen, med en fortid som halinspektør i byen, stiller en grill op og sørger for varme pølser til både spillere og publikum, ligesom der står sodavand og varm kaffe på programmet. Der er sørget for kunstlys over skøjtebanen.