De gamle stole på plads i Mårup Kirke

Uenighed om, hvem der skal betale for at få prædikestol og alter tilbage i den gamle kirke

Natur 1. december 2004 05:00

LØNSTRUP: Formanden for Mårup Kirkes Venner, Tove Marquardsen, kiggede i går indenfor i Mårup Kirke for at se, hvordan kirken var kommet til at se ud efter, at tømrer Flemming Døi var blevet færdig med at sætte både de gamle stolestader og de fire kopier op i kirken. Glæden over at have fået stolene, degnestolen og enkelte andre genstande retur til kirken var for hendes vedkommende overskygget af problemer med at få opfyldt alle ønsker. Foreningen Mårup Kirkes Venner vil nemlig også gerne have kirkens gamle prædikestol, alterbord og prædikestolshimmel tilbage i kirken, men det er indtil videre strandet på økonomi og et slagsmål om, hvem genstandene tilhører. - Det er nemlig ejerne, der skal betale for at sætte tingene tilbage. Vi mener, at det er Skov- og Naturstyrelsen, siger Tove Marquardsen, Mårup Kirkes Venner. Inventaret fra Mårup Kirke blev taget ud i 1998 i forbindelse med, at der blev foretaget en række arkæologiske udgravninger i kirkegulvet og for at undersøge væggene for kalkmalerier. Skov- og Naturstyrelsen har betalt for indsættelsen af stolerækkerne, men man vil ikke være med til at betale for at få det øvrige inventar tilbage til kirken: - Vi har ikke beføjelse til at imødekomme ønsket, men vi er indstillet på at lade andre genindsætte den reste-rende del af inventaret. Vi skal også nok overfor Nationalmuseet stå som ansvarlig låner, siger skovrider Frede Jensen, Skov- og Naturstyrelsen, Nordjyllands Statsskovsdistrikt. Mårup Kirkes Venner har hele tiden ønsket at få kirken ført tilbage som den så ud, før den blev tømt i 1998. Dengang besluttede Skov- og Naturstyrelsen ellers, at kirken skulle fremstå som i middelalderen, altså uden inventar. I forbindelse med stolenes indsættelse i kirken er der lagt trægulv under stolene. De gamle teglfliser og teglsten er lagt ud i kor og skibets midtergang. Det var tidligere miljøminister Hans Christian Schmidt (V), der under et møde med Mårup Kirkes Venner i juli 2003 lovede, at stolene skulle komme tilbage. Arkitekt Øjvind Jørgensen, Frederikshavn, har været konsulent på opgaven. I weekenderne frem til jul holder Mårup Kirkes Venner kirken åben.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...