De gav den gas for sidste gang

Hadsund Motorklub lagde baner til årets sidste løb, LC Cup 2005

HADSUND:Det var de allersidste drej på gashåndtaget for i år, da 180 motocrosskørere fræsede gennem banen hos Hadsund Motorklub i går. Med LC Cup'en blev der lukket og slukket for sæson og 'cykler', da løbet er det sidste i år. Forud var gået en dag med litervis af benzin i tanken og tonsvis af brændt gummi på banen. Men selvom svingene var skarpe og farten høj, var der ved redaktionens slutning ikke sket nogen ulykker. Derfor var det også en ovenud tilfreds formand for Hadsund Motorklub, der gjorde status over cup'en: - Vi har ikke haft nogen alvorlige styrt denne gang - det sker ellers ofte, at ambulancen må en tur forbi. Der har kun været små skader og skrammer, siger Hans Winther, som i øvrigt var glad for de mange tilmeldinger til stævnet. Kasserer i klubben, Søren Hansen, begrunder de få ulykker med banens konsistens: - Det er fordi, vi har en rigtig god bane - der er meget sand i, så man lander blødt. Hadsund Motorklub bliver af samme grund benyttet til både første og sidste stævne i sæsonen. Banen kan nemlig bedre klare det dårlige vejr, der ofte følger med efteråret. Klubben havde 25 officials til at hjælpe under stævnet, så løbene kunne forløbe uden problemer. Stjerner til start Langt de fleste af kørerne til sæsonens sidste cup var amatørkørere, som mest bruger motocross-sporten som hobby. Men der var dog et par stjerner imellem, som lyste op på banen. Danmarksmesteren Bo Vang, som også har deltaget i VM, vandt suverænt sit 1. heat. Unge Morten Justesen havde indtil gårsdagens løb vundet hele seks ud af sæsonens otte løb i sin klasse, Super Class. Så han var klar favorit til at vinde hele puljen. Christian Juul betragtes også som en af de rigtig skrappe motorcrosskørere i sin gruppe.