De gik med poser og kurve fyldt til randen

SINDAL:Bjerge af bøger skiftede i går hænder i et hastigt tempo på førstedagen af Sindal Biblioteks bogudsalg få minutter efter, at omkring 100 børn og voksne stod og trippede udenfor den lukkede biblioteksdør. Starten på det årlige udsalg af gamle bøger, cd’er og andet udtjent biblioteksmateriale var igen et tilløbsstykke, hvor der blev mast og skubbet lidt omkring de bugnende borde for at komme til at rode i bogbunkerne. - Det er dejligt at der altid er kø udenfor, når vi åbner døren. Og der har været rigtig gang i ekspeditionen af bøger lige siden vi åbnede, sagde børnebibliotek Kirsten Gundersen, da hun efter ca. halvanden time kunne se et lille slip i køen af mennesker ved kassen. Siden det sidste bogudsalg for et år siden havde bibliotekspersonalet sat 4071 titler hen til årets salg. Det er lidt flere end sædvanligt, så selv om flere kunder løftede op i bogbunkerne for anden gang efter at have været hjemme med et posefulde bøger, så var der fortsat rigeligt at vælge imellem, da avisens reporter tog en runde. Her lå Henrik Pontoppidans Lykke-Per og andre udtjente romanklassikere sammen med et digert værk om P & T’s historie og en bog om sociallovningen anno 2003. Men der lå også Politikens håndbog om cykelreparation, som hurtigt blev lagt en klam hånd på. En investering på 5 kr., som mere end rigeligt bliver tjent ind næste gang cyklen skal gøres forårsklar. På den anden side af bogbordet med voksenbøger hev en pige i hendes mors frakke og sagde: - Mor, skal vi ikke snart hjem. Det er kedeligt her. Bogudsalget varer resten af skolernes vinterferie.