De glemte børn i Mou

Børnepasning 15. september 2002 08:00

BØRNEPASNING: Det er nu nødvendigt at bruge penge på børn i Mou, hvor situationen er kritisk for både de helt små og lidt større børn. Hvis forårets konsulentrapport ikke har gjort det klart, så burde et besøg i Mou klargøre dette for de kommunalbestyrelsesmedlemmer, der endnu ikke har forstået det. Det er dejligt og befriende, når folk som Johannes Hasse og Connie Zachariassen siger tingene klart og direkte. Lad mig blot tilføje, at børnepasningen i Mou kan bringes til at fungere langt bedre. Den socialdemokratiske socialudvalgsformand fra Mou burde bruge sin tid på at overbevise partifællerne om det fornuftige i at støtte et sådan initiativ i forbindelse med budget 2003, i stedet for at arbejde på at lave en ny overflødig almennyttig boligforening. Der er, såvidt jeg ved, ikke bolignød i Sejlflod Kommune, men brug for ordentlige tilbud til kommunens børn og unge. Vi mangler specielt ordentlige rammer for de unge, så vi undgår det hærværk, der sker på vore daginstitutioners legepladser. Vi mangler rammer, der kan være alternativer til rockermiljøet. "Børnehuset" - det tidligere AMU center i Storvorde - og andre huse f.eks. i Mou kunne blive rammen om mere tidssvarende kommunale ungdomsklubber. Ved netop at bruge "Børnehuset" i Båndbyområdet fås også et bedre sted for dagplejemødrene at mødes med børnene end i de nuværende SSB"s lokaler. At lave et bedre opholdssted for dagplejemødrene og de helt små børn i lokaler, som alligevel står tomme, kan ingen vel have noget imod. Allermindst socialdemokraterne. Det er prisværdigt, at en lang række privatpersoner bruger meget af deres fritid og penge på at skabe gode rammer for vore børn og unge. Og dette burde andre end jeg offentligt og direkte takke for. Men deres initiativer kan og skal ikke stå alene. En kommunal børne- og ungdomspolitik er her på sin plads, men må følges op af budgetprioriteringer. Et mål kunne være, at alle legepladser er sikret mod ulykker, og at alle institutioner til enhver tid kan klare et uanmeldt besøg fra arbejdstilsynet uden anmærkninger. Om dette vil ske, kan man godt stille sig tvivlende overfor. Jeg foreslog selv en børnepasningsbrugerundersøgelse. Inspireret af arbejdet med etiske regnskaber og budgetter, som den socialdemokratisk dominerede kommune har brugt i forhold til kommunens ældre. Forslaget om en sådan børnepasningsbrugerundersøgelse blev afvist, og et af borgmesterens argumenter var, at en sådan undersøgelse ville skabe et forventningspres. Men det var åbenbart ikke tilfældet, da den selvsamme socialdemokratiske borgmester og socialudvalgsformand spurgte kommunens ældre om deres situation. Men de ældre har også stemmeret, og det har børnene og de unge i Mou jo ikke !!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...