EMNER

De gode ideér omsat til eget firma

Lotte Schou Nielsen tog springet og satser en tilværelse på de kreative sider

V. HASSING: Et gammel maleri ændrer fuldstændig karakter og forvandler sig fra "Hvad skovsøen gemte" til et moderne livsstilsmaleri opbygget af gaze, gips, grus og farverester lige fra gulv-lak til vægmaling. Guldrammen er blevet hvid, og den nyindrettede lejlighed har hermed fået et billede, som matcher den nye stil. Lotte Schou Nielsen fra Haslundparken i V. Hassing er netop igang med sin første opgave som nystartet iværksætter indenfor indretning af hus og have med et koncept som i de kendte tv-programmer, der gør huset klar til salg. - Jeg kommer med ideérne og laver tegningen, men de skal selv gøre eller få gjort arbejdet, siger Lotte Schou Nielsen, der dog ikke er bange for at tage fat selv, når et hus eller en have skal renoveres og skifte stil. Hænderne sidder rigtigt, og hun kan både male, sætte fliser op vandskure. Faktisk har hun gennem årene gennemrenoveret både gårde og huse og solgt dem igen. - Jeg har siden min ungdom brugt al min fritid på at indrette og sætte i stand for venner og familie, så hvorfor ikke gøre min hobby til min levevej, fortæller hun. Og det med at arbejde hårdt som iværksætter er ikke helt fremmed, for hun har også været indehaver af Vejgårdkroen, hvor der virkelig skulle slides og findes gode ideér for at få økonomien over på plussiden. Lotte Schou Nielsen har nu som 39 årig besluttet, at fremtiden handler om firmaet "Innbolig". Ideérne har hun, eksperticen også, så med en mindre kassekredit konsulterede hun DTP-Nord Rådgivning og fik sat en hjemmeside op. - Det der med at gå og uddele visitkort er ikke nok, understreger hun. Er 5000 kr. nok? Lotte Schou Nielsen har kun været i sving i en uge, og er allerede igang med at bygge et værelse helt fra bunden for en familie. - I konceptet ligger, at hvis folk kun har 5000 kr. til boligindretning, ja, så må vi se hvor langt det rækker, selvom det naturligvis begrænser materialeforbruget. Men jeg benytter de ting, som er i huset eller haven og laver en planlægning og rådgiver gerne om hvordan det skal gribes an, fortæller Lotte Schou Nielsen. - Og jeg har ingen plan-B, lægger Lotte Schou Nielsen vægt på - uden at ryste på hånden.