De gode madvaner starter tidligt

Idrætskonsulent Kim Mandrup sætter fokus på familien Danmarks kost og motionsvaner

Ernæring 23. april 2003 08:00

FREDERIKSHAVN: Det kommer ikke til at gå stille for sig, når byens nyansatte idrætskonsulent, Kim Mandrup, først folder sig rigtigt ud. For der er masser af energi og initativ i konsulenten, der som en af sine første opgaver har sat sig for at sætte fokus på børn og sundhed. Det sker for at få printet fast i folks bevidsthed, at de gode madvaner starter tidligt - og ligeså gør de dårlige. - Vi lever i en tid, hvor det skal gå hurtigt, og vi vælger ofte de hurtige løsninger uden at tænke på os selv som helstøbte mennesker med gode kost- og motionsvaner. Jeg tror, det er vigtigt, at vi giver os tid til os selv og hinanden og gør en indsats for at forene det gode mad- og motionsliv med vores virkelighed, siger Kim Mandrup. Han håber, at mange giver sig selv tid til at møde op i Badmintonhallen 29. april, når Peter Quortrup Geisling, lægen fra DRs Lægens Bord og forfatter og madskribent Anne Larsen gæster Frederikshavn og fortæller om sundhed og mad. Anne Larsen blev kendt som hende, der selv har taget kampen op mod kiloene og ændret madvaner, og nu fortæller vidt og bredt om, hvordan man introducere og integrerer det sunde liv i hele familien. De gode vaner Og det er emner, der optager idrætskonsulenten meget. Når startskuddet til temaaftenen har lydt, skulle det gerne give genklang mange steder rundt om i kommunen - og ikke mindst i idrætsforeninger. - Planen er, at vi skal have fat i mange af de børn og unge, der ikke dyrker idræt. De, der sidder hjemme foran computeren, skal få lyst til at komme ud og bevæge sig. Vi skal pointere det sociale aspekt i det at dyrke idræt - man får mange venner og gode oplevelser ud af at deltage aktivt i et eller andet. Det kunne man jo tydeligt se her i påsken til Rødspætte Cup, hvor så mange unge mennesker var samlet om idræt, men i tilgift fik nogle gode sociale oplevelser, siger Kim Mandrup. Han tilføjer, at nogle jo så sandsynligvis vil udvikle nogle ambitioner på det sportslige plan, men - understreger han - det er for ham ligegyldigt, om der er kommende danmarksmestre i den ene eller anden sportsgren, det, det for idrætskonsulenten handler om, er, at sætte skub i de gode vaner. God baggrund Og det burde ikke være så svært endda i Frederikshavn at få hevet flere folk op af stolene. For Frederikshavn har fra politisk side valgt at profilere sig som en aktiv sportsby, og som en af få kommuner i landet har Frederikshavn en nedskrevet idrætspolitik. Og det har været en god baggrund og til stor gavn for byens idrætskonsulent. - Jeg har været i gang den seneste halvanden måned med aktivt at starte netværk og profilere min funktion i forhold til idrætsforeninger og spejderorganisationer, og det har været en stort hjælp for mig, at byen på forhånd har en egentlig politik på området, mens jeg ved, at idrætskonsulenten i Fredericia brugte det første år på blot at formulere en egentlig idrætspolitik for byen. Så jeg har været priviligeret, og det er tegn på, at Frederikshavn er en aktiv by - og en by, der mener noget med, at fremme såvel sundhed som idræt i byen, siger Kim Mandrup. Gennem de forhåbentlig næste mange år er han klar til at tage sin tørn til, at flere frederikshavnere får styr på det gode mad- og motionsliv, men det kræver, at han får nogle medspillere på banen. - Indtil videre er det gået forrygende. Der er mange gode kræfter, der gerne vil noget - og det jeg kan gøre, er at kaste nogle bolde i luften og få flere til at gribe dem, siger Kim Mandrup.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...