EMNER

De gør rent i Løkken

Morgenpatruljen rykker ud

LØKKEN: Næppe har de sidste diskoteksgæster forladt diskotekerne i Løkken, før et hold morgenfriske folk rykker ud i byen, for at rydde op efter aftenens og nattens vilde liv. På 18 år er det tidligere vognmand Leif Kristensen, der står for rengøringen, men det er også hans sidste. - Nu vil jeg til at nyde livet, siger han. Leif Kristensen og hans mandskab rykker ud klokken fem med koste og fejemaskine, og i løbet af to timer er det ikke til at se, at der har været tusindvis af besøgende i badebyen. - Vi samler papir og flasker, og undertiden er hele lastbilen fyldt, fortæller Leif Kristensen. Der er ellers i år opstillet en stor, underjordisk affaldsskakt på Torvet i Løkken. Men den bliver ikke fyldt i år. - Der er ikke mange, der vil benytte den, fortæller Leif Kristensen, der fortæller, at der undertiden flyder pizza-bakker i tusindvis foruden andet affald på Torvet. Pizzabakkerne skal samles sammen med håndkraft, for de sætter sig fast på fejemaskinens koste. Leif Kristensen fortæller, at der er tre uger i højsæsonen, hvor der er meget beskidt. - Men efter de tre uger kan man se, at det er folk, der vil nyde naturen og nyde Løkkens andre værdier end diskotekerne, der kommer. Tingene forandrer sig, som at vende en hånd. Det er dels Løkken-Vrå Kommune, dels de forretningsdrivende i Løkken, der betaler Leif Kristensen. Denne aftale blev lavet sammen med at gågaden blev etableret.