De griner stadig meget i Skagen

Over 500 tilskuere til Hausgaard-koncert i Badmintonhallen

Badminton 1. marts 2003 07:00

SKAGEN: Niels Hausgaards humor har det med at snige sig ind i hjernen, så latteren for alvor bobler op og ud, når en ekstra forløsende sætning bliver lagt til den i øvrigt vittige historie, som han lige er i gang med at fortælle fra scenen. Og mon ikke også de fleste af de godt 500 tilskuere stadig går og griner lidt eller meget i de kommende dage, når der sådan lige bobler et eller andet minde op fra koncerten. Der blev i hvert fald grinet stort set non-stop i Badmintonhallen torsdag aften, selv om Niels Hausgaard indledte forestillingen med at fortælle, at der ville blive tale om to meget forskellige afdelinger. Det havde han nemlig læst i pressen. Og så gik den ellers bare derud af med manden, der egentlig gerne ville have været forsker, og som derfor blandt andet gør meget ud af at forske i menneskets mundlyde, når de spiser. Vi fik historien om ægteparret på Atlantic i Århus, hvor Niels Hausgaard blev nødt til at flytte til et andet bord, så han rigtigt kunne følge med i, hvordan manden spiste blødkogt æg, og vi fik så til gengæld et godt billede af manden med den rosafarvede tunge, der stak lidt frem fra munden, og ægrester, der lyste gult i mandens overskæg. Nytårskur som kur Hausgaard havde også et godt råd med, hvis man skulle få brug for et billigt grin. Han bruger selv et kneb med at optage Dronningens nytårskur på video. Det skulle have en fantastisk virkning på en depressiv stemning, ikke mindst hvis man ser videoen bagfra. Han har sikkert ret, men det var der altså ikke specielt brug for i Badmintonhallen denne aften, hvor han ganske vist havde medbragt en sang inspireret af den tid, hvor Danmark havde været besat af Tyskland. Niels Hausgaard hører da heller ikke til dem, der mener, at man skal lade sig diktere af fortiden. Nej, han mener tværtimod, at det nu handler om at se fremad mod nye krige. Men derfor kan man jo godt alligevel se lidt tilbage og forestille sig, hvordan Poul Nyrup Rasmussen ville have sunget "Rote Rosen", som måske kunne blive en afløser for "Når jeg ser et rødt flag smælde". Det er ikke altid let at se, hvad der er den rigtige løsning i forhold til fremtiden. Niels Hausgaard turde således ikke engang sige med sikkerhed, at fremtiden ikke på en eller anden måde kan vise, at der var noget rigtigt i at lade Ariva køre med tog i Danmark. Ægteskab med tv Koncerten bød blandt andet på den ultimative sang om ægteskabet. Hausgaard opfordrer nemlig tit og ofte endda helt unge til at blive gift i en fart, så de kan få set en masse fjernsyn. Og der er jo meget spændende i fjernsynet, for eksempel det som Hausgaard kalder "de dårlige ånders magt". Og godt i gang med dette emne, var der jo ikke så langt til også at fortælle om det nye byrådsmedlem, Kurt, der var kommet lidt dårligt i gang, og som derfor besøgte en nummerolog, så han kunne få vendt sin dårlige karma. Det nye navn blev Kurit, og det førte så til meget godt, selv om det ikke ligefrem reddede ægteskabet. - Man skal grine sammen en gang om dagen, så kan ægteskabet holde til hvad som helst, også lidt utroskab, lød det fra manden på scenen. Hvis han har ret, skulle der nu være omkring 500 skagboer, der er grundigt vaccineret mod skilsmisser langt frem i tiden, og skulle "sygdommen" alligevel bryde frem, mens de ser "en masse fjernsyn", kan de jo bare tænke tilbage på det fælles grin i Badmintonhallen. Eller de kunne måske indtage lidt binyrebark og tænke på nogen, der har det endnu værre, som for eksempel ham hypokonderen med "minkfarm-ånde", hvis kone elsker ham "lige knap nok nok". Og hvis det heller ikke hjælper, må de jo have fat i den anbefalede video, hvor Dronningens nytårskur kan vises bagfra.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...