De gule ærters fest

En enkelt svindler kunne ikke ødelægge succes

AARS:En enkelt svindler blev registreret. Ellers var det vist kun lutter godtfolk, der besøgte Kimbrerfesten fredag og lørdag og satte så meget fart i løjerne, at man allerede nu vejrer omsætning nær sidste års rekord. At der kommer godtfolk til Kimbrerfest er ikke noget nyt. Der imod vakte en svindler nogen opsigt, da han prøvede at komme ind til den indhegnede fest med en falsk billet, han havde lavet hjemme på computeren. Sådan set et pænt stykke husflid, den falske billet. Men ikke nok til at snyde en årvågen vagt i halvmørket fredag aften. - Vi er da lidt imponerede over, at der er nogle der gider at påtage sig det arbejde og den risiko for at komme ind her. Det koster jo trods alt kun 50 kroner for alle dagene, siger en let benovet kasserer for Kimbrerfesten, Finn O. Sørensen. For hva’ - snyderiet er på sin egen bagvendte vis et skulderklap til byfesten. Den må have været svær at undvære for hjemmekopisten - som om det havde været en stor koncert med nogle af rockens dyreste navne. Vejret bød ikke på noget værre end en hyggelig susen i trækronerne og kun en enkelt frivillig fik problemer med at blive våd. Vandet endte nemlig i hans gummistøvler, men den slags må man jo nok regne med, når man går ud i anlæggets sø, så medlidenheden med fyren var begrænset. - Vi kan kun sige at det går rigtigt godt. Der har ikke været ballade af nogen art, alt har været fredeligt, fortalte en afslappet Finn O. Sørensen fra den fredelige fests endnu fredeligere centrum: Det midlertidige kontor på anlægs-søens ø. Mellem 12 og 14 lørdag eftermiddag var det særligt roligt på pladsen. Ikke fordi at der manglede mennesker, der var nogle hundrede inde. Men de fleste havde både tanker og ske begravet i de gule ærter, som Kimbrerfesten per tradition deler ud i teltet. Der blev båret mange af Aars Hotels store gryder ind i serveringsteltet før den sidste kunne erklære sig mæt, Der kommer ikke mange mætte hunde ud af det, der blev levnet på tallerkenerne, da pølse, flæsk og stærk sennep blev udfordret af sultne himmerlandsmunde. Af nye programpunkter må fredagens afterskiing-party siges at være blevet en stor succes. Som de fleste skiløbere ved, så er skiene egentlig mest i vejen for den gode fest bgefter, og Aarsboerne forstod at værdsætte at de ikke skulle ud at suse på bakker inden de kunne gå i gang med det muntre og fugtige samvær. Det ligner en gentagelse til næste år. Kimbrerfesten fortsætter med fuldt program søndagen igennem - blandt andet kåres ”Årets kimbrer” midt på eftermiddagen. Der rundes af med festfyrværkeri runder ved midnat.