De gyldne tider for lejlighedsejere i byerne rinder ud

Fra mange sider lyder det, at prisfesten på lejlighedsmarkedet er ved at slutte. Ikke med et brag, men et suk.

Prisfesten på lejlighedsmarkedet er ebbet ud. (Arkivfoto)

Prisfesten på lejlighedsmarkedet er ebbet ud. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Ejere af lejligheder i de største byer skal ikke regne med, at friværdien boomer eller at en køber tager det første bud uden at blinke med øjnene. Prisfesten er ved at rinde ud.

Det har ellers været det ene år med konfetti og truthorn efter det andet. Ifølge Danmarks Statistik er prisen på ejerlejligheder i København steget med 72 procent fra midten af 2011 til midten af 2018.

- De gode tider, hvor mælk og honning flød i gaderne, forventer vi ligger bag os nu, siger boligøkonom hos Nordea Lise Nytoft Bergmann.

- Vi forventer, at vi ser ind i nogle år, hvor lejligheder vil have en væsentlig mere moderat prisudvikling og vil ligge stabilt de kommende år.

Udviklingen kan allerede mærkes nu. Onsdag skriver den private aktør Boligsiden.dk, at antallet af sælgere, der sænker prisen, er stiger mærkbart på lejlighedsmarkedet.

42 procent af dem, der satte deres lejlighed til salg i København i starten af året har sat prisen ned efter et halvt år. I samme periode sidste år var det 27 procent ifølge Boligsiden.

- Markedet for ejerlejligheder er i forandring, for antallet af handler falder, priserne stagnerer og udbuddet stiger. Den ændrede situation gør det svært at finde den rigtige udbudspris lige nu, skriver siger Birgit Daetz, boligøkonom hos Boligsiden.

Fra ejendomsmæglerkæden Nybolig lyder det, at 53 procent af dets mæglere i en undersøgelse svarer, at boligsælgere har høje forventninger til prisen i forhold til ejendomsmæglerens.

Ifølge Nordea Lise Nytoft Bergmann er opbremsningen et resultat af lang tids stigende priser, nye regler og strammere betingelser for kreditvurdering i bankerne.

- Man skal altid købe bolig med brug for øje. Men man kan have frygtet lidt, at de stigende priser har fået nogle købere til også at købe med investering for øje.

- Har man en lang tidshorisont og vil bo i en lejlighed i mange år, så mener vi stadig, at det kan være et fint tidspunkt at købe en lejlighed på, siger boligøkonom.

/ritzau/